Forskning i lærernes kernepraksisser støttes af Danmarks Frie Forskningsfond

Nyt forsknings- og udviklingsprojekt sigter bl.a. på at forfine og kvalificere de lærerhandlinger, der understøtter elevernes faglighed, engagement og faglige trivsel

Dato: 20.11.2024 - Forfatter: Eva Rymann

Docent Stefan Ting Graf har fået en bevilling på knap 2,5 mio. kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond til at identificere og nærstudere de kernepraksisser, der gør lærere og lærerstuderende til gode lærere.

Projektet Teacher Core Practises for Engaging Learning for All har således to overordnede formål:

  • At forstå og udvikle lærerhandlinger, der på samme tid understøtter elevernes faglighed, engagement og faglige trivsel
  • At bidrage til, at læreruddannelsen bliver mere forskningsbaseret og praksisrelevant

”Det handler overordnet om at identificere og begrebsliggøre de kernepraksisser, der giver kvalitet i undervisningen, både i skolens praksis og på læreruddannelsen,” siger Stefan Ting Graf, som er docent i almen didaktik i Center for Anvendt Skoleforskning på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

Udviklingsarbejdet i det forsknings- og designbaserede projekt drejer sig om at forfine og kvalificere lærernes kernepraksisser i undervisningen.

Disse kernepraksisser er fx at indføre eleverne i et nyt emne, lede en faglig samtale, give feedback eller skabe gode overgange mellem undervisningens forskellige dele.

Videooptagelser som redskab til at finde det, der giver kvalitet

Det sker ved at observere videooptagelser af konkret undervisning i grundskolen, således at lærerstuderende på en systematisk måde kan identificere, afprøve og reflektere over hvilke handlinger, der konkret giver kvalitet for elevernes faglige læring og trivsel.

”Ved at identificere og begrebsliggøre kernepraksisser og deres kritiske komponenter for engagerende læring vil vi give ny indsigt i, hvordan læreren kan styrke elevernes faglighed, engagement og faglige trivsel. Desuden sigter vi på at kunne udvikle et fælles sprog for undervisning, som bygger bro mellem forskellige uddannelsestraditioner,” siger Stefan Ting Graf.

Forskningsgruppen består – foruden de andre UCL-forskere Michael Peter Jensen og Tina Visgaard Duedahl - af Birgitte Lund Nielsen (VIA), Charlotte Krog Skott (Absalon) og Christopher Neil Prilop (Aarhus Universitet).

Projektet bygger på et tæt samarbejde mellem lærerdannelserne og tre udviklingsorienterede skoler.

Bevillingen er givet under Danmarks Frie Forskningsfonds program ”Læring og trivsel i Folkeskolen”. Arbejdet går i gang 1. april 2025 og forløber frem til 31. december 2027.

Blik for forskningen på professionshøjskolerne

Forskningschef Thomas Illum Hansen er glad for, at bevillingerne fra denne pulje ikke kun går til projekter ledet af universiteterne.

”Jeg er glad for, at Danmarks Frie Forskningsfond også har blik for den forskning, der finder sted på de danske professionshøjskoler helt tæt på læreruddannelserne. Jeg kan også kun være tilfreds med, at fonden denne gang har fundet anledning til at give ikke bare én, men to bevillinger til UCL,” siger han.

Den anden DFF-bevilling til UCL er gået til lektor Tine Nielsens forskning i lærerstuderendes self-efficacy i forhold til skole-hjem-samarbejde.