Folkeskolens Fagplaner: Nu er beslutningsgrundlaget klar
Formålsdrevet undervisning med plads til engagement og fordybelse. Politikerne bag folkeskoleforliget har nu fået eksperternes forslag til et format for Folkeskolens Fagplaner.
Ekspertudvalget for Fagfornyelsen har nu givet undervisningsminister Mathias Tesfaye og forligskredsen bag folkeskoleforliget et beslutningsgrundlag til Fagfornyelsen. Eksperterne, der bl.a. tæller forskningschef Thomas Illum Hansen fra UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, har bl.a. udarbejdet et nyt format for læreplaner, de såkaldte Folkeskolens Fagplaner.
De nye Folkeskolens Fagplaner skal understøtte, at folkeskolens formål og fagenes indhold er omdrejningspunktet for skolens undervisning. De afløser de hidtidige læreplaner, Fælles Mål, som har været kritiseret for at være læringsmålstyrede og alt for detaljerede i deres angivelse af, hvad eleverne skal lære.
I præsentationen af beslutningsgrundlaget har udvalget bl.a. betonet, at de kommende fagplaner kan understøtte den didaktiske dialog blandt lærerne og en undervisning, der kan engagere eleverne.
Fornyelse giver plads til elevernes engagement og fordybelse
Fagudvalgene for de enkelte fag skal nu udmønte grundlaget og intentionerne i konkrete fagplaner. Til det arbejde anbefaler ekspertgruppen, at fagplanerne indledes med en almen del, som beskriver fagets sammenhæng med folkeskolens formål samt de centrale begreber og overordnede didaktiske principper. Derefter følger ”Fagets formål”, ”Fagets karakter”, ”Fagets indhold” samt et afsnit om ”Undervisning og evaluering”, der understøtter lokale refleksioner over undervisningen.
Overordnet repræsenterer formatet for fagplaner en formålsdrevet forståelse af undervisningen. Fagplanerne beskriver det dannelsesindhold, eleverne skal møde i undervisningen, samtidig med at de understøtter en udvikling af undervisningen og ”en faglig fornyelse, hvor eleverne kan engagere og fordybe sig i fagene på mangfoldige måder - praktisk, kreativt, skabende, abstrakt og teoretisk”, skriver ekspertgruppen i sin præsentation.
Beslutningsgrundlaget kan læses her på Undervisningsministeriets hjemmeside.
Det er planen, at de nye Folkeskolens Fagplaner skal kunne træde i kraft fra skoleåret 2027/2028.