Illum: Lærerne skal med på råd, hvis vi skal have en god og varig udvikling af folkeskolen

Det er positivt, at regeringen lægger op til at forkorte skoledagen, slanke målene, investere 2,6 milliarder kroner i bedre faglokaler og styrke den praktiske dimension i undervisningen. Især de politiske signaler om at give sig god tid til at udvikle nye læreplaner for fagenes mål og indhold, undersøge afgangsprøverne, frisætte skolerne og inddrage lærerne tyder på et nybrud. Det bliver understreget fra politisk hold, at der ikke er tale om en reform, hvilket jeg tolker som et tegn på, at man ønsker at distancere sig fra den top-down-tilgang til udvikling, der kendetegnede folkeskolereformen i
2013.

I stedet lægges der op til ændringer over tid, hvilket kræver politisk mod og tålmodighed. Man kan allerede se de første tegn på frustration, når Lisbeth Knudsen i Altinget 13. oktober skriver, at det lange forhandlingsforløb sætter folkeskolen i et uafklaret vakuum. I Danmark har vi i de senere år ikke haft tradition for at give os tid den slags beslutnings- og udviklingsprocesser. Der er således et pres for at gennemføre tiltag og reformer i et højt tempo. Det er folkeskolereformen fra 2013 et kerneeksempel på. Dengang havde man travlt med at indføre målstyring og digitale løsninger i skolen. Der var høje politiske forventninger til, at det ville effektivisere undervisningen, så man fik mere læring for de samme penge.

Det gik ikke efter planen. De positive effekter udeblev, og resten er historie,
der stadig bliver skrevet med jævnlige målinger af fald i lærernes arbejdsglæde, elevernes læseglæde og faglige trivsel, ringere læsekompetencer, øget uro i undervisningen, flere digitale forstyrrelser og problemer med at inkludere elever med særlige behov i den almene undervisning. Det er for simpelt at forklare de mange udfordringer med skolereformen alene, men vi må konstatere, at der er behov for en mere bæredygtig skoleudvikling. Derfor er det helt afgørende, at politikerne ikke lader sig presse af utålmodige meningsdannere. I stedet bør de lade sig inspirere af lande, hvor man giver sig bedre tid til at udvikle fagene over tid. Det handler ikke kun om at være i dialog for at skabe ejerskab. En systematisk inddragelse af praktikere er en nødvendig forudsætning for at skabe den faglighed og kvalitet, der skal til, hvis læreplanerne reelt skal bidrage til en bedre undervisning og trække skolen i den retning, man politisk set ønsker. I Ontario, Canada, betød involvering af lærerforeningen, at læreplanen for deres største fag, language art, svarende til vores danskfag, blev så robust, at den holdt fra 2006 til 2023. Og i Norge har man brugt i alt syv år på at udvikle nye læreplaner, hvilket står i kontrast til Danmark, hvor man typisk ikke har brugt meget mere end et år.

Forskellen er, at vi i Danmark behandler fornyelse af skolens fag som en skriveopgave, mens de i Norge og mange andre lande opfatter den som en kvalificerende udviklingsproces, der kræver systematisk inddragelse af
praksis og etablering af ejerskab. Det kan være med til at forklare, at de danske læreplaner er vanskelige at omsætte i praksis. Man har haft for travlt
og er endt med omfangsrige læreplaner med talrige mål og abstrakte beskrivelser af viden og færdigheder. I Norge har man haft lignende udfordringer. Den norske forsker Henning Fjørtoft karakteriserede i forbindelse med deres læreplansproces norskfaget som et bredt hav, der kun
er så dybt som et badekar. Man kan spørge, om denne karakteristik ikke også gælder flere fag i Danmark. Mange lærere oplever således, at det er vanskeligt at nå i dybden med stoffet. Det skyldes imidlertid ikke kun læreplanerne, men også et forholdsvis højt prøvetryk. Som en lærer formulerede det i et af vores forskningsprojekter, så fungerer vejledningerne til afgangsprøverne langt hen ad vejen som de reelle læreplaner for udskolingen. Måling af læring bliver hermed til mål for læring, der reducerer undervisning til det, man kan måle. Danske elever skal afslutte deres skolegang med i alt syv obligatoriske prøver. I Norge har man to. De øvrige nordiske lande har slet ikke afgangsprøver. I det lys er det glædeligt, at regeringen lægger op til en grundig læreplansproces og forsøg med prøveformerne.

Vi har brug for at udvikle og afprøve læreplaner og prøveformer sammen med skolerne. Derfor håber jeg, at der bliver anledning til at genoplive den danske tradition med skoleforsøg og pædagogisk udviklingsarbejde som optakt til fagfornyelse. Fra Julius Bomholt, der i 1950 muliggjorde forsøgsarbejde, til det berømte syvpunktsprogram, der blev besluttet i 1987 og ledte frem mod en ny folkeskolelov i 1993 og en efterfølgende fagfornyelse, er der flere gode eksempler på, at forsøgsarbejde kan bruges som et væksthus, der tilvejebringer den fornødne kvalitet. Desværre har denne tradition været sat på pause efter årtusindskiftet. Siden da har man erstattet skoleforsøg og pædagogisk udviklingsarbejde med implementering af tiltag besluttet oppefra i relativt snævre, lukkede og hastige processer samt følgeforskning, der typisk har haft til opgave at dokumentere, om de forskellige tiltag er realiseret i praksis.

Det betyder, at man hverken har investereret i udvikling op til inklusionsloven
i 2012 eller folkeskolereformen i 2013. Det er bekymrende af flere årsager. Den form for lineær implementering, hvor man går direkte fra koncept, f.eks. læringsmålsstyret undervisning, til udbredelse i praksis, gør det hverken muligt for os forskere eller skolerne at blive klogere på en bæredygtig praksis. Tværtimod kommer lærere, elever og forældre til at betale prisen, mens forskerne kommer til at forske i alt det, der ikke lykkes. Der er ikke udsigt til, at politikerne tilfører markant flere midler til skoleområdet, men der er behov for, at de som minimum investerer tid og ressourcer i en reel inddragelse af praksis i forbindelse med en bæredygtig fagfornyelse.

Som det allerede blev bemærket før folkeskolereformen i 2013, så ville Novo
Nordisk gå konkurs, hvis de havde folkeskolens udviklingsbudget. Så skidt må vi ikke håbe, at det går folkeskolen, men det kræver både politisk mod og investering i fagenes fornyelse, hvis vi skal vende udviklingen