Tidligere UCL-studerende blev landskendte i Løvens Hule med deres innovative, sunde snacks
Martin og Benjamins frustration over supermarkedets overflod af usunde snacks blev inspirationskilden til opstarten af konfektfirmaet Bælg, der producerer små hapsere lavet på bælgfrugter.
Lyst til at ændre markedet
Idéen til Bælg startede i 2019. Barndomsvennerne Martin og Benjamin var frustrerede over manglen på sunde, næringsfyldte snacks, der samtidig var lækre og af høj kvalitet.
- Når man læser om ingredienserne i mange af de snacks, man kan købe i supermarkederne, indeholder de virkelig mange dårlige og billige ting. Det gav mig lyst til selv at prøve at lave noget lækkert, som der er næring i og som kroppen rent faktisk kan bruge, fortæller Martin, der har en baggrund som bager.
- Jeg lavede derfor et produkt på kikærter og nødder, nærmest uden sukker. Det endte med, at vi ikke havde andre snacks i huset og altid spiste det, fortsætter Martin.
På det tidspunkt var Martin og Benjamin henholdsvis nyuddannet procesteknolog og produktionsteknolog fra UCL og netop startet i deres første fuldtidsjobs.
Da de et par måneder senere fejrede nytårsaften med en flok fælles venner faldt snakken på arbejde, og her viste det sig, at de to venner sad med samme drøm om at starte deres eget.
- Benjamin er den oplagte sælgertyper, mens jeg sidder med idéerne, og derfor passer vi godt sammen, fortæller Martin og griner:
- Den nytårsaften blev startskuddet på Bælg, og jeg tror kun, der gik et par måneder, så ringede Benjamin og sagde, at nu havde vi et CVR-nummer.
At satse på de rigtige kunder
Med stor konkurrence på markedet har det krævet en stærk strategi for at kunne slå igennem med produktet.
- Det første lange stykke siden satsede vi på specialbutikkerne, og der kæmper man mod nogle meget store, etablerede virksomheder som Bülow og Summerbird.
- Vi lagde faktisk vores strategi om for et års tid siden, hvor vi gik ind i mødeforplejning. Nu finder man os mindre på hylderne, men du vil ofte støde på os, hvis du holder et møde eller lign, siger Benjamin.
- Vi har også fået vores største kunde, en distributør, hvor vi har leveret første halvdel af en kæmpe ordre. Derudover har vi startet en test i 7-Eleven, som går rigtig godt.
Prisvinder og 15 minutter i bedste sendetid
Det er nu fire år siden barndomsvennerne begyndte rejsen med at revolutionere det danske konfektmarked. Siden da har de fået investoren Mikkel med om bord, og flyttet produktionen til en tidligere slagterbutik i Ørbæk på Fyn.
I sommeren 2022 vandt Bælg den særlige produktpris Sol over Gudhjem for mest innovative produkt og for nyligt har man kunne spotte dem i DR-programmet Løvens Hule, hvor de fik en investering med fra iværksætteren Tommy Ahlers.
- I Løvens Hule fik vi et kvarter på skærmen i bedste sendetid. Efter det har vi kunnet mærke, at vores virksomhed er blevet mere interessant i fleres øjne, fortæller Benjamin.
Et opsigtsvækkende produkt
Bælgs hapsere er lavet på 2. sorteringskikærter og andre danske, økologiske bælgfrugter fyldt med fibre og gode fedtstoffer. Deres råvarer er nøje udvalgt både i forhold til smag og bæredygtighed. Udover bælgfrugter består hapserne af mørk chokolade og forskellige nødder, som mandler og peanuts.
Iværksætterne mener selv, at en del af Bælgs store succes skyldes den finurlige sammensætning af råvarer.
- Det er underligt at komme chokolade på bælgfrugter, og det vækker opsigt. Samtidig oplever forbrugeren genkendelse i form af mandler og andre nødder, der giver en nærmest marcipanagtig smag, forklarer Martin.
- Det er ikke tænkt som et helseprodukt, men vi går op i sundhed og i at produktet skal være næringsrigt i modsætning til alt det slik, man finder på hylderne i supermarkederne, fortsætter han.
Store ambitioner for fremtiden
En virksomhed i vækst giver også plads til drømme for fremtiden. I dag består Bælg af 8 ansatte, men Martin og Benjamin drømmer om at komme op på 30-40 ansatte. En drøm der ikke synes helt umulig med den stigende interesse Bælg oplever.
- Rent økonomisk er det vores mål at omsætte for 5 mio. kroner i år. Derudover er vores største mål helt klart at blive landsdækkende i alle 7-Elevenbutikker, siger iværksætterne.
At være passioneret handler også om prioriteringer
Der er ingen tvivl om, at både Martin og Benjamin er passioneret omkring deres virksomhed. De er dog også klar over vigtigheden i at passe på sig selv, når man er selvstændig.
- Det kan være svært at passe på sig selv, når man er meget passioneret for noget og bare synes, at det er det fedeste, fortæller Benjamin.
- Der er ingen, der kan holde til at køre på fuldt tryk hele tiden, supplerer Martin.
Fra at have været involveret i alle dele af virksomheden trækker Martin og Benjamin sig nu lidt mere fra tingene og lader deres ansatte tage over på mange af opgaverne.
- Et godt råd til andre iværksættere er at lade være med at tjekke sin mail kl. 20.00. Der har de fleste alligevel fri og læser ikke mails. En mail er ikke en ”her-og-nu”-ting, og det kan give ro at vide.
Mere info
Læs mere om uddannelserne til procesteknolog og produktionsteknolog.