UCL har modtaget positiv institutionsakkreditering
Akkrediteringsrådet har godkendt UCL's samlede kvalitetsarbejde. På den baggrund modtager UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole derfor nu en positiv akkreditering, der gælder de kommende seks år.
UCL’s kvalitetssikringsarbejde er systematisk, velfungerende og involverende.
Sådan lyder de første ord i den indstilling, som Akkrediteringsrådet nu har taget til efterretning og godkendt. Det betyder med andre ord, at UCL er blevet positivt institutionsakkrediteret, hvilket er en blåstempling af kvalitetsarbejdet og dermed undervisningen på hele UCL.
Læs den officielle nyhed her: Fredericia Maskinmesterskole og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole er blevet tildelt en positiv institutionsakkreditering
Rektor: - Vi er meget tilfredse
Den endelige institutionsaakreditering er naturligvis noget, der glæder rektor Jens Mejer.
- Vi er meget tilfredse med resultatet, som i den grad cementerer, at vi i UCL arbejder seriøst og grundigt med vores kvalitetsarbejde. Og så er jeg særlig stolt af, at vores gode samarbejde med omverdenen og praksis roses.
Han understreger samtidig, at kvalitetsarbejdet er noget, der arbejdes med i hele UCL's organisation.
- At fastlægge tydelige standarder for uddannelseskvalitet og -relevans er noget, der involverer hele vores organisation. Derfor er det også en anerkendelse, som alle medarbejdere kan være stolte af, afslutter Jens Mejer.
Systematisk kvalitetsarbejde er grundlaget
En institutionsakkreditering er en vurdering af, hvordan UCL's systematiske kvalitetssikringsarbejde fungerer i praksis. Kvalitetssikringsarbejdet skal sikre, at institutionen har fokus på kvaliteten af sine uddannelser, udvikler dem løbende og reagerer, når der er problemer.
Institutionsakkrediteringen er kommet i stand på baggrund af en samlet indstilling og rapport, som det såkaldte Akkrediteringspanel har udarbejdet. Panelet har siden 2021 været på besøg ad to omgange på UCL, hvor tilfældigt udvalgte studerende, undervisere og ledelser har redegjort for kvalitetsarbejdet.
I rapporten skriver panelet blandt andet følgende:
UCL’s kvalitetssikringsarbejde er systematisk, velfungerende og involverende. Kvalitetssikringsarbejdet er bredt forankret i organisationen. En klar ansvars- og arbejdsdeling og løbende dialog om kvalitetsspørgsmål understøtter ejerskabet. UCL bruger også erfaringer aktivt til at udvikle kvalitetsarbejdet.
Den positive institutionsakkreditering gælder de næste seks år.