Tænk bæredygtigt – hver gang
Som en del af Odense Iværksætterfestival, blev der torsdag 17. november på UCLs afdeling på Seebladsgade uddelt lækkerier. Konkret i form af chokolader skabt helt igennemt bæredygtigt, men også gode mundfulde af visdom om iværksætteri blev servereret for de studerende.
- Man skal ikke lade sig forblænde af folk, der lover, at man er bæredygtig nemt. For det er man ikke. Ordene og erfaringen kommer fra Mikkel Friis-Holm, der siden 2014 har produceret kvalitetschokolade, der stammer fra kakaobønner dyrket af bønder især fra Nicaragua. Og dem aflønner han efter eget udsagn ”ordentligt”.
- Hvis man ikke betaler bønder en pris, de kan leve af, hvorfor skulle de så levere et godt produkt til dig? Og hvis du ikke har et godt råvareprodukt – specielt når du er fødevareproducent, så vil slutproduktet jo aldrig blive særlig godt, siger han om det forretningsvalg, han har truffet.
Ingen genveje
Og det er netop erkendelsen af, at der ikke er nogle hurtige genveje i det bæredygtige, som han gerne vil videregive til de studerende. At skabe en bæredygtig produktion kræver, at det man sælger, kan oppebære den høje pris.
- Jeg var egentlig overrasket over, hvor ”nørdet”, man kan blive med det, siger studerende Sebastian Steen Ibsen, der læser til markedsføringsøkonom på første semester. Han var begejstret for indsigten i chokoladeproduktionen og synes især, han blev klogere på, hvad de forskellige certificeringer kræver, og hvad der ligger bag et mærke som ”Fairtrade”.
Også stifterne af virksomheden Coastgrass, der bygger på en forretningsmodel, hvor ålegræs og tang fra strandene bliver omdannet til plastprodukter uden brug af rigtig plastik, var inviteret til at fortælle om bæredygtig produktion.
Fra tang til plastprodukt
Her var de studerende på forhånd blevet stillet til opgave at komme med et bud på en af virksomhedens problemstillinger: Hvordan får man indsamlet tang fra stranden inden for de 30 timer, det kræves inden tangen ikke er brugbar længere?
En af de muligheder, der kom på bordet, var at lade opsamling af tang foregå igennem et kommunalt aktiveringstilbud.
- Måske kan opgaven faktisk gøre, at de mennesker kan få gang i hverdagen og føle sig som en lille, men vigtig del af noget større, siger studerende Sebastian Steen Ibsen, der slog fast, at ideen selvfølgelig kræver mere gennemarbejdning.
Dagen sluttede med samtaler på kryds og tværs i BOXEN. Det er den bygning ved siden af UCL, hvor studerende kan få hjælp og sparring til udviklingen af deres nystartede virksomheder og samtidigt inspirere hinanden.