Nybagte lærere fra UCL bag et af årets bedste bachelorprojekter

Ida Toft Andersen og Petra Trier Hornemann er blevet nomineret til prisen for årets bedste bachelorprojekt, som uddeles af Lærerprofession.dk.

Dato: 26.09.2019 - Forfatter: Kasper Duus

Hvert år kåres landets bedste afgangsprojekt fra læreruddannelserne af Lærerprofession.dk, som er et samarbejde mellem Folkeskolen.dk og Professionshøjskolerne i Danmark. I år er det lykkedes de to nye lærere Ida og Petra fra læreruddannelsen i Odense at komme hele vejen til finalen.

Deres afgangsprojekt ”Spillende og legende læring” undersøger, hvordan spil og leg i undervisningen kan motivere elever, og det er blandt finalisterne, når prisoverrækkelsen finder sted den 15. november i Købehavn. 

Leg og læring
Projektet tager udgangspunkt i en spørgeskemaundersøgelse med elever fra en 3.- og en 4.-klasse samt interviews med elever, en lærer og med Jesper Zimmer Wrang, som er UCL's projektleder på Lego-fondens udviklingsprojekt "Playful Learning".

Alle elever i undersøgelsen siger, at de bruger spil, der kan spilles på mobil, konsoller eller computer. Over halvdelen siger, at de spiller hver dag eller flere gange om ugen. Størstedelen af dem siger, at de gør det, fordi det er sjovt.

Spil fylder meget i elevernes hverdag. De er sjove og motiverer, og så kan et eller andet 'magisk'. Hvordan tager vi det magiske og tryllebindende fra spil og bruger det i undervisning, spørger Ida Toft Andersen og Petra Trier Hornemann.

Læs mere om Ida og Petras bachelorprojekt på Folkeskolen.dk