Nyuddannede bioanalytikere fra UCL vinder bachelorpris
Bachelorprojektet sætter fokus på potentielle fejl i de blodprøver, som sygehusenes laboratorier modtager til undersøgelser. Projektet får anerkendelse for at finde frem til vigtige resultater.
Afdelingen for Blodprøver og Biokemi på OUH modtager dagligt et stort antal blodprøver til analysering fra hospitalet eller patienternes egen læge.
Nogle gange måles analyseresultater, der ikke er fysiologisk mulige.
4 nu nyuddannede bioanalytikere fra UCL har netop vundet en pris for et bachelorprojekt, der sætter fokus på, hvad der er galt med de blodprøver, som viser de skæve analyseresultater.
- Fejlsøgning har vist, at blod fra en type prøverør er blevet overhældt til en anden type prøverør. Tilsætningsstofferne i prøverørene er forskellige og kan forstyrre analyseringen, hvis de blandes, siger Lene Nøhr-Jensen, der er lektor og bachelorvejleder på UCL’s bioanalytikeruddannelse.
- Det er måske logisk, at blodprøver ikke må hældes over fra et prøverør til et andet, men alligevel sker det for eksempel, hvis prøvetagningen har været vanskelig, siger hun.
- Dette projekt undersøger, hvad der faktisk sker, når blod, selv en mindre mængde, hældes over mellem forskellige typer af prøverør. Svaret er klart: Al overhældning skal undgås, siger Lene Nøhr-Jensen.
Ros til UCL-bioanalytikere fra Danske Bioanalytikere
Prisen for bedste bachelorprojekt er de 4 UCL-uddannede bioanalytikere blevet tildelt af fagforeningen Danske Bioanalytikere.
I begrundelsen får Matilde Cecilia Gedde Sørensen, Miguel Duy Tan Nguyen, Niclas Dahl Algot og Yasmeen Abukar bl.a. disse ord med på vejen:
- I berører en velkendt problemstilling på de klinisk biokemiske afdelinger, der bl.a. modtager blodprøver fra lægepraksis.
- Det præ-analytiske, og kvalitetssikringen heraf, er en meget vigtig dagsorden for os alle som bioanalytikere.
- Mistanke om overhældning kan i nogle tilfælde opdages på grund af ekstreme analyseresultater, men andre afvigelser opdages ikke. Dermed bringes patienternes og borgernes sikkerhed i fare, når vi som bioanalytikere er uvidende om, at vi videregiver fejlagtige værdier til lægen.
- Jeres projekt giver vigtig og brugbar viden om effekten af overhældning til alle, som tager blodprøver på afdelinger, i praksis og for praksiskonsulenter, og vi vil gerne opfordre jer og jeres vejledere til, at denne viden formidles og udbredes, da det i fremtiden vil være store dele af blodprøvetagningen som udføres af andre faggrupper.
- Til slut vil jeg nævne, at det ikke bare er emnet, der er interessant. Vi fandt jeres projekt teoretisk, metodisk og empirisk gennemarbejdet på et højt fagligt niveau, og rapporten er meget velskrevet.
Projektet blev udført på Blodprøve og Biokemi på Odense Universitetshospital med bioanalytikerunderviser Dorte Viborg Jæpelt og lektor Lene Nøhr-Jensen, UCL, som vejledere.