Ny ambitiøs reformaftale styrker kvaliteten i de professions- og erhvervsrettede uddannelser

Med en ny politisk aftale investerer regeringen og aftalepartierne knap 2 mia. kr. til mere undervisning, mere vejledning og feedback og bedre praktikforløb i uddannelserne. 

Dato: 26.03.2025 - Forfatter: Kasper Duus

Regeringen har sammen med Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet indgået en politisk aftale, som skal styrke kvaliteten i de professions- og erhvervsrettede uddannelser og gøre uddannelserne mere attraktive for flere uddannelsessøgende.  

- Jeg vil gerne rose aftalen for ambitionen om at give et mærkbart kvalitetsløft til uddannelserne i vores sektor. Jeg tænker især på, at vi får mulighed for at tilbyde flere undervisningstimer, mere feedback og bedre praktikforløb i uddannelserne, og at vi derved får bedre muligheder for at engagere, udfordre og løfte alle vores studerende, siger rektor Jens Mejer Pedersen. 

Kvalitetsløft til uddannelserne og livslang læring 

Aftalen indeholder både et kvalitetsløft til selve grunduddannelserne, etablering af helt nye professionsmasteruddannelser og mulighed for gratis efteruddannelse i et livslangt perspektiv.  

- Jeg hæfter mig ved, at aftalen indeholder en markant styrkelse af karriereveje og videreuddannelse. Det gælder både i forhold til etablering af professionsmasteruddannelserne og fleksible efteruddannelsestilbud uden deltagerbetaling, der begge er med til at styrke den livslange læring inden for vigtige fag og professioner, siger Jens Mejer Pedersen. 

Stort implementeringsarbejde venter 

Nu venter en stor opgave med implementeringen af de mange elementer i reformen. Den samlede reform vil være fuldt implementeret i 2032. 

- Vi glæder os til at komme i gang med implementeringen af tiltagene i reformen. Vi har en stor opgave foran os med at gøre de professions- og erhvervsrettede uddannelser attraktive for endnu flere, så vi kan bidrage til at der er kompetente medarbejdere, der kan understøtte både vækst og velfærd i samfundet. Vi skal samarbejde med såvel vores kolleger, men også vores samarbejdspartnere og meduddannere om at realisere de gode intentioner i den politiske aftale, siger Jens Mejer Pedersen. 

Læs reformaftalen her.