UCL-forskning står bag prisvindende have til borgere med demens
UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole har bidraget med vigtig forskning til anlæggelsen af Danmarks første demensvenlige have, som netop har vundet en pris.
Der er grund til jubel hos UCL over, at Svendborg Kommune netop er blevet tildelt en pris ved Demenstopmødet i Aarhus.
Svendborg Kommune vandt prisen i kategorien for Demensvenligt bolig og byggeri. Den får kommunen for etableringen af demenshaven i Svendborg Demensby.
UCL har bidraget med forskning til havens arkitektur og design. Det er første gang man i Danmark har designet en demenshave på bagrrund af evidens og brugerinddragelse.
En forskningsgruppe fra UCL har undersøgt evidensen for betydningen af ophold i naturen for mennesker med demens. Forskerne har også interviewet brugere af haven – herunder beboere, pårørende, medarbejdere og frivillige.
- Brugerinddragelse gennem hele processen er ret unikt og afgørende for havens succes, siger Tina Junge, der er ph.d. og forsker ved Anvendt Sundhedsforskning hos UCL.
Demenshaven understøtter det gode liv
Ud over Tina Junge består UCL’s forskningsgruppe af ergoterapeut og professor Hanne Kaae Kristensen, fysioterapeut og master i rehabilitering Hans Kroman Knudsen samt ergoterapeut og master i friluftsliv Rikke Dyrgård Kaspersen.
UCL’s forskningsgruppe har deltaget i projektarbejdet omkring anlæggelsen af haven sammen med bl.a. ledere fra Demensbyen, medlemmer af Demensbyens støtteforening, arkitekten og Svendborg Kommune.
Forebyggelseschef i Pensam Lise Kjoldkær overrakte prisen til folkene bag demenshaven og sagde i sin begrundelse:
- Svendborg Kommune får prisen for et enestående projekt. Havens arkitektur og design er udarbejdet af forskere og baseret på evidensgrundlag. Og haven er med til at understøtte det gode liv for borgere med demens, sagde Lise Kjoldkær.
Demenshaven giver borgerne noget genkendeligt
Konkret ønskede brugerne noget levende at se på og røre ved. Derfor er der nu et "drive-in"-kaninbur med adgang for både kørestol og rollator. Høns går frit omkring til almindelig fornøjelse, og karper svømmer i søen.
Lyde er også vigtige. Det ønske er bl.a. opfyldt med havens rislende bæk. Mange planter og buske i haven er særligt fuglevenlige, så haven genlyder af velkendt fuglekvidder.
Annette Søby, projektleder for udviklingen af Demensbyen i Svendborg, som demenshaven er en del af, er meget begejstret for det resultat, som altså bl.a. er udviklet med UCL-forskning.
- Det drejer sig om at skabe et godt hverdagsliv og byde på noget, der er genkendeligt for vores beboere, siger Annette Søby.
Demenshaven er realiseret ved en donation fra Den A.P. Møllerske Støttefond.