Første spadestik til ny campus i Svendborg
Onsdag den 18. december blev det første spadestik taget til UCL’s nye campusbyggeri på Svendborg Havn.
Det var bestyrelsesformand Poul Erik Madsen, som sammen med Svendborgs borgmester Bo Hansen og folketingsmedlem Bjørn Brandenborg (S) kunne sætte spaderne i jorden og markere, at campusbyggeriet officielt er gået i gang.
Flotte rammer på Svendborg Havn
Den nye campusbygning på 5.700 m2 skal planmæssigt stå færdig til studiestart i sommeren 2026, hvor studerende til pædagog, sygeplejerske, lærer og i filmproduktionsledelse flytter ind. Bygningen kommer til at fremstå i røde teglsten i en udformning med respekt for det maritime miljø på havnen. Hjertet i bygningen er et stort atrium med en central trappe, og der vil være laboratorier, idrætsfaciliteter og nye formater for læringsrum.
- Det er en god dag for UCL og for Svendborg. Med den nye campus får vi skabt nogle unikke rammer for vores uddannelser i Svendborg og bidrager til, at Svendborg kan blive en blomstrende studieby, sagde rektor Jens Mejer Pedersen.
Med den nye campus bliver UCL en del af livet på havnen og vil i samarbejde med Svendborg Kommune, SIMAC og byens øvrige aktører arbejde for at skabe et levende og stærkt studiemiljø i Svendborg.
Uddannelserne til pædagog og sygeplejerske bor i dag på Klostervænget i Svendborg, og filmproduktionsledelse, som startede i sommeren 2004, bor i lånte lokaler hos de kommende naboer på havnen SIMAC. Det første hold lærerstuderende i Svendborg i et nyt udbud optages i sommeren 2026, når den nye campus står klar.
Den nye campusbygning er tegnet af Arkitema, det er MT Højgaard, der er hovedentreprenør, og COWI er rådgivende ingeniører.