Claus Lade bliver UCL’s nye ressourcedirektør
Claus Lade, der kommer fra en stilling som vicekommunaldirektør i Kerteminde Kommune, skal fra 1. december være nyt medlem af UCL’s direktion.
UCL ansætter pr. 1. december en erfaren profil som ny direktør for ressourceområdet. Det drejer sig om den 51-årige Claus Lade, der siden 2018 har været vicekommunaldirektør i Kerteminde Kommune, og som altså nu træder ind i UCL’s direktion.
Stillingen som ressourcedirektør i UCL er nyoprettet på bagkant af en organisationsændring i efteråret.
Claus Lade kommer med mange års erfaring som både partner og direktør i forskellige kommunale, statslige og private virksomheder. At arbejde med uddannelsesområdet er ikke fremmed for Claus Lade, der fra 2014 til 2018 var ressource- og økonomidirektør på Syddansk Erhvervsskole.
Rektor Jens Mejer Pedersen glæder sig til at byde Claus Lade velkommen i UCL.
- Claus har en stærk profil i forhold til vores behov, og jeg ser meget frem til, at han kommer ind og bidrager til udviklingen af vores ressourceområde. Det gælder især vores centrale strategiske indsatser på henholdsvis digitalisering og AI samt den grønne omstilling og bæredygtighed, siger Jens Mejer Pedersen.
Derudover peger Jens Mejer Pedersen på, at der ligger en stor opgave i at løfte centrale udviklingsopgaver i forbindelse med den kommende uddannelsesreform for de videregående uddannelser.
Claus Lade selv ser også frem til det kommende samarbejde med UCL.
- UCL er en utrolig spændende organisation, der skal tilpasse sig nye uddannelsesreformer, og jeg glæder mig til at kunne bidrage med min erfaring og kompetencer. UCL er med til at løse en vigtig samfundsopgave, når reformen af de ikke-universitære uddannelser skal udmøntes frem mod 2030. Her vil ressourceområdet være en vigtig samarbejdspartner for uddannelserne i forhold til økonomi, studieservice og IT, lyder det fra Claus Lade.
KORT OM CLAUS LADE
51 år. Bor i Højby på Fyn med sin hustru og tre børn
Erfaring
2018- : Direktør/vicekommunaldirektør, Kerteminde Kommune
2014-2018: Vicedirektør/ressource- og økonomidirektør, Syddansk Erhvervsskole
2012-2014: Partner, BDO Public
2010-2012: Rådgivningschef, BDO Denmark
2008-2010: Salgsdirektør og medejer, Incitare A/S