6. september 2017 af Carsten Pico

Læreruddannelsen får grønt lys til ny traineeuddannelse

Fredericia Kommune og UCL kan nu tilbyde en læreruddannelse, der er tilrettelagt på en helt ny måde, hvor de studerende ansættes som trainees på kommunens skoler.

Det er en stor gevinst for vores skoler, som allerede fra næste sommer får en række traineelærere tilknyttet.

Uddannelses- og Forskningsministeriet har netop godkendt, at studerende fra næste sommer kan tage en del af deres læreruddannelse i Fredericia.

Det er Fredericia Kommune og Læreruddannelsen i Jelling, som har indgået et samarbejde om at udbyde den nye traineeuddannelse.

Uddannelsen er en såkaldt traineelæreruddannelse, hvor den teoretiske undervisning suppleres af praktisk erfaring i Fredericias folkeskoler.

Tilbuddet skal være med til at styrke muligheden for at rekruttere flere dygtige lærere til Fredericias skoler og samtidig tiltrække og fastholde unge i kommunen.

– Det er en stor gevinst for vores skoler, som allerede fra næste sommer får en række traineelærere tilknyttet. Det er en ekstra gevinst, at vi på den måde er med til at uddanne vores kommende medarbejdere og dermed sikre, at vi har nye dygtige lærere til vores folkeskole, siger Jacob Bjerregaard, borgmester i Fredericia Kommune.

Traineelæreruddannelsen i Fredericia, som er et samarbejde mellem UCL og Fredericia Kommune, udbydes første gang fra september 2018.

Garanti for studierelevant arbejde

De studerende vil over de 4 år uddannelsen varer være i Jelling en til to dage om ugen, hvor de vil have teoretisk undervisning.

Vi ved fra vores tidligere erfaringer, at traineelæreruddannelsen er attraktiv for de studerende.

De resterende 3 dage om ugen vil de studerende være i Fredericia, hvor de deltager i undervisningen af eleverne om formiddagen, og selv er på skolebænken om eftermiddagen. De studerende får løn for deres arbejde på skolerne, og bliver dermed garanteret et studierelevant job under uddannelsen.

– Vi ved fra vores tidligere erfaringer, at traineelæreruddannelsen er attraktiv for de studerende, fordi den giver en tættere kobling mellem teori og praksis. I samarbejdet med Fredericia udvikler vi modellen yderligere, så kommunen selv er med til at rekruttere og uddanne dygtige lærere med tæt kobling til praksis, siger Erik Knudsen, rektor for UCL.

Praktisk erfaring skal sikre et større udbytte i undervisningen

På traineelæreruddannelsen underviser den studerende sammen med en uddannet lærer i klassen.

Uddannelsen skal give de studerende bedre forståelse for undervisningen i folkeskolerne, og den skal være med til at lette deres overgang fra uddannelse til job.

– På traineelæreruddannelsen underviser den studerende sammen med en uddannet lærer i klassen. Vi skal sikre at den studerende, men også eleverne får et større udbytte af den praktiske undervisning, siger Per Breckling, formand for Fredericia Lærerkreds.

Traineelæreruddannelsen i Fredericia udbydes første gang fra september 2018 og vil kunne optage op til 40 studerende om året.

Det er UCL, der har fået Uddannelses- og Forskningsministeriets godkendelse til at placere en del af uddannelsen – en såkaldt uddannelsesstation – i Fredericia.

Fakta om traineelæreruddannelsen

Varighed: 4 år.

Med traineelæreruddannelsen er den studerende sikret:

  • Hands on-erfaring fra dag 1
  • Fast ansættelse i traineestilling på en skole svarende til 25 procent af normal arbejdstid i hele uddannelsestiden
  • Løn + SU i 4 år
  • Støtte fra personlig mentor

Læs mere om traineelæreruddannelsen.

×

Send til en ven

Modtageradresse, dit navn og din emailadresse skal som minimum være udfyldt.
Beskeden er sendt.