Udlandspraktik i Thailand gav stor faglig og personlig udvikling

Besøg i et bananfluelaboratorium. Indblik i mange forskeres hverdag. Indkvartering i et hus med studerende og frivillige fra hele verden. Linea og Kristina havde 6 ugers uforglemmelig praktik i Thailand.

1.jpg
I weekenderne havde Linea og Kristina god tid til at tage på ture - bl.a. til nogle af Thailands mange smukke templer.

- Man er næsten på ferie, mens man studerer. Det er alt det bedste fra begge sider, siger bioanalytikerstuderende Kristina Berg Knudsen.

I 6 uger var hun i praktik i Chiang Mai i det nordlige Thailand sammen med hendes medstuderende Linea Maria Clausen.

- Jeg tror, at vi har mødt omkring 15 forskere. Vi har set en masse laboratorier, hvor forskerne lavede forsøg. Og samtidig har vi kunnet lege turister om aftenen og i weekenderne, siger Kristina.

- Flere gange om ugen blev vi introduceret til en ny forsker med et nyt forskningsprojekt. Det var meget intenst at følge dem. Men det var også mega fedt. For det var folk, der var meget passioneret omkring det, de forskede i, siger Kristina.

I laboratorier med bananfluer og mus med Alzheimers

Et besøg i et bananfluelaboratorium var blandt de mere kuriøse oplevelser i Thailand.

- Vi fik den helt store rundvisning af en enormt passioneret forsker, siger Linea.

- I laboratoriet lavede de gensplejsning på bananfluerne. De indførte mutationer i generne og påførte dermed sygdom i bananfluerne for at se, hvilken effekt det havde på dem, siger hun.

- De studerede bananfluernes adfærd. Og de havde også mikroskopikameraer, hvor de anvendte elektron mikroskopi, så man kunne zoome ind og se, hvordan mutationerne ødelagde bananfluernes øjne. På sigt var det ambitionen at overføre resultaterne til mennesker, så man kan helbrede sygdom, siger Linea.

2.jpg

- Vi har fået så mange oplevelser i både laboratorier, på forskellige sygehusafdelinger og i en lægeklinik. De mange oplevelser har virkelig givet både faglig og personlig udvikling, siger Kristina.

- Vi var også i et laboratorium, hvor en forsker lavede forsøg med mus med Alzheimers. Her testede man, hvordan medicin kunne hjælpe på musenes mobilitet, siger Linea.

- Og vi var med til et forskningsprojekt om naturmedicins heling på cancer, siger Kristina.

- Vi valgte at tage i udlandspraktik i Thailand for at opleve en helt anden kultur. Både hospitalsmæssigt men også generelt. Det må vi sige, vi har, siger Kristina og Linea.

Vi fik indblik i nye sygdomme og analysemetoder

Turen til Thailand har givet Linea og Kristina et bredere syn på både, hvordan og hvorfor sundhedsvæsenet fungerer anderledes uden for Danmarks grænser.

6.jpg
Linea og Kristina skiftede afdeling hver uge under deres praktikophold og fik dermed et bredt syn på et anderledes sundhedsvæsen.

- Vi fulgte fx nogle forskningsprojekter om blodsygdommen talassæmi. Den findes stort set ikke i Danmark, men den er meget udbredt i Thailand, siger Kristina.

- Det var spændende at få indblik i andre typer sygdomme og analysemetoder, end dem vi har i Danmark, siger hun.

- Det har givet et bredere perspektiv på bionalytikerfaget. Og det har også givet et indblik i, at sundhedsvæsenet i Thailand må prioritere anderledes, end vi gør i Danmark, fordi mange flere mennesker i Thailand fx lider af talassæmi, siger Kristina.

- På den måde har turen også givet et bredere syn på faget og mulighederne indenfor faget, siger hun.

På bjergvandring, tempelbesøg og elefantcamp

Kulturelt var turen til Thailand også en kæmpe oplevelse.

- Vi boede i et frivillighus med fælles køkken sammen med 15 unge mennesker fra blandt andet USA, Spanien og Frankrig. Det var både frivillige og studerende, der var i gang med en uddannelse, siger Kristina.

I weekenderne tog Kristina og Linea på ture ud af Chiang Mai.

- Vi har været på bjergvandring, elefantcamp, kajakture og grottevandring, og vi har besøgt en masse templer, nationalparker og en backpackerby, hvor der var mennesker fra hele verden, siger Linea.

3.jpg
Opholdet i Thailand bød på mange eksotiske oplevelser i fritiden - bl.a. en elefantcamp.

Både Linea og Kristina er enige om, at praktikken i Thailand har været kulturelt, personligt og fagligt inspirerende.

- For mig er det motiverende, at det vi lærer i Danmark også bliver brugt i udlandet. Det bekræfter mig i, at det bioanalytikere laver er enormt essentielt for sundhedsvæsenet, siger Kristina.

- Allerede inden vi tog til Thailand, havde jeg lyst til at tage til udlandet og arbejde. Det har mit praktikophold i Thailand i hvert fald ikke givet mig mindre lyst til, siger hun.