Studerende øver sig i kommunikation med patienter
Radiografer skal være gode til at kommunikere med patienter, der ofte kan være i en svær situation. Derfor er rollespil med fokus på kommunikation en både sjov og alvorlig del af radiografuddannelsen.
Er det ok, at en patient taler grimt til en radiograf?
Ja sgu da!!!
I hvert fald, når der er kommunikationstræning med rollespil på radiografuddannelsens andet semester.
For her handler det om at gøre de kommende radiografer så parate som muligt på at møde patienter, der både kan være søde, nemme og udfordrende.
- Det giver tryghed, at vi for eksempel kan træne at have en besværlig patient. Og så er det også rart, at jeg får feedback bagefter, siger radiografstuderende Safiya Shariif ovenpå 10 minutters feedback med 4 medstuderende og en underviser.
Studerende lærer at skabe ro og tryghed
Safiya Shariif har lige spillet rollen som radiografen. Og en ellers høflig ung medstuderende har spillet rollen som en gangbesværet og ivrig patient, der er ret grov i munden.
Men hvorfor dog skabe en situation, hvor en radiografstuderende taler grimt til en medstuderende?
- Med kommunikationstræningen øver vi de kommende radiografer i at bruge kommunikation til at skabe så god og tryg en oplevelse som muligt for patienterne, der ofte kan være i en svær situation, siger Uffe L.W. Jakobsen, der er underviser på UCL’s radiografuddannelse og står for kommunikationstræningen.
Teorien bliver koblet til praksis
- De studerende får tid og lejlighed til at opholde sig ved vigtige refleksioner, hvor teori og praksis kobles på en fuldstændig nærværende og meningsfuld måde.
- Det er der ikke i samme grad mulighed for i den kliniske praksis. Så her lærer de en tilgang til kommunikationen, som de kan tage med i praksis efterfølgende, siger Uffe L.W. Jakobsen.
Kommunikationsøvelsen afsluttes med feedback
Dagen med kommunikationstræning byder på i alt 3 forskellige, fiktive konsultationer for hver gruppe, der består af 5 studerende.
Der er både mulighed for at indtage rollen som radiograf og rollen som en af mange forskellige typer patienter.
Frederik Menno Bjoler prøvede i dagens undervisning at indtage rollen som radiografen, der skulle undersøge en meget selvtillidsforladt lungepatient, der næsten ikke kunne snakke. En opgave der naturligt gav nogle udfordringer.
- Vi har alle været i praktik og mødt meget erfarne og dygtige radiografer. Så det er rart også at få et realistisk billede af, hvordan andre, der er lige så langt i uddannelsen, klarer det, siger Frederik.
- Det hjælper at vide, man ikke er alene, siger han.
- Sådan en dag med kommunikationstræning giver et klart billede af, hvordan man kan kommunikere bedre, siger Frederik.
Alle konsultationer afsluttes med feedback fra de øvrige studerende og underviseren.
Og ved feedbacken bliver der vel at mærke snakket pænt til hinanden, selvom ingen er bange for at uddele både ros og konstruktiv kritik.