Fra maskinkonstruktør til leder i Forsvaret

Christian Thygesen er et godt eksempel på, at civile uddannelser kan berige og styrke en militær karriere, og hvordan kontinuerlig læring kan være en kilde til både personlig og professionel vækst.

 

Christian Thygesen har haft en spændende og varieret karriere både inden for og uden for Forsvaret.

Efter endt skolegang i 2003 begyndte han sin militærkarriere ved kamptropperne i Prinsens Livregiment, hvor han efter endt værnepligt blev udstationeret i Irak.

Efter udstationeringen besluttede han sig for at tage en uddannelse som maskinkonstruktør, hvilket han arbejdede med, indtil han i 2014 vendte tilbage til Forsvaret, hvor han nu er ansat under NATO-hovedkvarteret i Letland som korporal.

Konkrete værktøjer til lederrollen 

Christian blev opmærksom på Akademimodulet i Projektledelse gennem en mail fra regimentet.

"Jeg troede først tilmeldingsfristen var overskredet, men heldigvis kunne jeg nå at deltage. Ledelse interesserer mig, og jeg ønskede flere konkrete værktøjer til min daglige lederrolle i IT-afdelingen," forklarer han.

For Christian har det været vigtigt at få nye perspektiver og metoder, som kan forbedre hans arbejde.

"Meget af det jeg laver, er at styre projekter, så i stedet for at tage det dag for dag, har jeg efter Akademimodulet i Projektledelse nu skabeloner og metoder, som gør det hele mere struktureret," siger han.

Undervisningsforløbet har for Christian været en blanding af fysisk fremmøde i Danmark og online undervisning fra Letland. De første undervisningsdage foregik i Danmark, men resten af forløbet, inklusive eksamen, blev fulgt online fra Letland.

Christian vil gerne læse videre og udvikle sine kompetencer yderligere, og vil også opfordre andre til at kaste sig ud i det. Han understreger, hvor vigtigt det er at kunne kombinere militære og civile uddannelser.

"Selvom det måske kan virke uoverskueligt at skulle på skolebænken igen, hvis det er længe siden, man har uddannet sig, så er outputtet imponerende, og det giver selvtillid," siger han.

En mere effektiv og struktureret arbejdsdag

Uddannelsesforløbet har f.eks. givet Christian konkrete værktøjer og analysemetoder til at bryde opgaver ned. Værktøjer og metoder han nu bruger dagligt.

"Forløbet har ændret min tilgang til projekter og givet mig bedre overblik over både ressourcer, kommunikation og interessenter. Og jeg har fået nye kompetencer, der gør min arbejdsdag mere effektiv og struktureret. Konkret bruger jeg i dag skabeloner fra mit afsluttende projekt som model for andre projekter. Det gør virkelig en forskel," tilføjer han.

Christian er derfor meget åben for at fortsætte sin læringsrejse.

"Jeg ser frem til at deltage i flere uddannelsesforløb og fortsætte med at udvikle mine færdigheder både militært og civilt," afslutter han.

Er du klar til personlig og professionel vækst? 


Bliv klogere på Projektledelsesforløbet her