Mikkel løser problematikker med programmering og robotteknologi
Efter nogle år som elektriker skiftede Mikkel kurs og startede på UCL's automationsteknologuddannelse i Fredericia. I dag løser Mikkel problematikker med programmering og robotteknologi i sin praktik ved Teknologisk Institut.
Mikkel Victor Bek er i gang med sin automationsteknologsuddannelse, som foregår i det jyske muld i Fredericia. Den toårige uddannelse startede for Mikkel i 2019, og i dag er han i fuld sving med sin praktiktid hos Teknologisk Institut i Odense.
Efter halvanden måneds tid er Mikkel meget tilfreds med sit praktiksted. Man får lov til at arbejde innovativt og løsningsorienteret, hvilket passer ham rigtig godt. Han har tidligere været vant til, at hvis man støder på problemer, så er der ingen grund til at give op. Det bliver man ikke færdig af. I stedet bør man måske se problemet på en ny måde for at kunne fixe det. Men der følger også et ansvar med.
- Det er fedt, at man kan bruges til noget som praktikant. Du får en opgave, der skal løses, og med den følger også et ansvar. Frihed under ansvar, som Mikkel kalder det.
Og den tilgang til arbejdsopgaverne understreger faglig leder på Teknologisk Institut i Odense, Søren Peter Johansen.
- Praktikanterne sidder stort set med 90 % af projekterne selv. De får frihed til at komme med løsningen, og så støtter vi dem de resterende 10 %, fortæller Søren Peter Johansen.
Fra arbejdsmarked til 'skolebænk'
Som uddannet elektriker har Mikkel Victor Bek allerede været på arbejdsmarkedet i et par år. Han har blandt andet sejlet for Søværnet som elektriker, men han følte ikke, at der var nok udfordring på gyngende grund. Derfor blev beslutningen at den kommende uddannelse skulle være med fokus på programmering og robotter, da det altid har interesseret ham. Valget faldt på UCL’s automationsteknologuddannelse på Fredericia Maskinmesterskole.
Da Mikkel skiftede Søværnet ud med skolebænken var det med en vis nervøsitet for, hvor meget tid han skulle bruge med næsen begravet i bøgerne. Heldigvis for Mikkel er det gået bedre, end forventet, fordi man på automationsteknologuddannelsen har taget det teoretiske stof og gjort det praktisk med case-arbejde i undervisningen.
- Skiftet fra et rigtigt arbejde til skole har været bedre end jeg frygtede. Men man vælger også selv, hvor højt man vil sigte og derfor også, hvor meget man vil fordybe sig, fortæller han.
Løser kundernes problematikker
Som automationsteknolog er det kun fantasien, der sætter grænserne for de teknologier du anvender, fortæller Mikkel Victor Bek. Du får stillet rammerne af en kunde, der har et problem, men det er din opgave at finde løsningen på det problem. Og netop det er, hvad Mikkel bakser med i øjeblikket.
Mikkel har fået stillet en kundeopgave, hvor han skal finde en løsning, der kan gribe en glasplade. En arbejdsgang, som gøres manuelt i dag. For Mikkel handler det om at bevise, at det kan lade sig gøre med programmering af en robot.
Og på Teknologisk Institut er der mange lignende opgaver klar til praktikanterne. Ifølge Søren Peter Johansen, så er noget af det bedste ved Teknologisk Institut, at deres viden om robotteknologien spænder så bredt. Derved får praktikanter som Mikkel opgaver der både peger i øst og i vest. Alle praktikanter kan dermed få lov at prøve kræfter med lige det område der fanger deres interesse.
Aha-oplevelser og frustration giver vigtig erfaring
Kundeopgaven samt praktiktiden har indtil videre været en rutsjebanetur for Mikkel med både tilbageslag og aha-oplevelser. Med nysgerrighed og lyst giver han dog ikke op:
- Nogle gange spørger man sig selv ’kan det her overhovedet lade sig gøre?’. Nogle gange kan det, og andre gange kan det ikke. Derfor har praktikken indtil videre været lige dele frustration og lige dele en fed følelse, fortæller Mikkel Victor Bek.
Den erfaring er rigtig værdifuld for praktikanterne, hvis man spørger Søren Peter Johansen:
- Noget af det vigtigste for praktikanterne er, at de har nysgerrigheden og lysten til at blive ved med at lære. Vi sender dem nogle gange ud på tynd is, men det lærer dem at klare sig selv, forklarer han.
Søren Peter Johansen tilføjer, at en del praktikanter efterfølgende er blevet tilbudt job i den kundevirksomhed, som de lavede problemløsninger til. Så måske der venter et jobtilbud på Mikkel Victor Bek, når han er færdig – Hvem ved?