“Jeg var indstillet på at sparke røv fra dag ét”
25-årige Julian Mathias Kock trodsede statistikken og landede drømmejobbet hos Odenses største robotvirksomhed, Universal Robots. Det hele startede med et praktikforløb og en lyst til at sparke røv.
For Julian er det afgørende, at han føler, at han er med til at gøre en forskel i sit arbejde.
- Det fedeste ved at arbejde ved Universal Robots er, at man er med til at udvikle noget, der bruges i hele verden. Vi har jo et mantra, der hedder: ”Work with robots, not like robots”, fortæller Julian begejstret om sin nye arbejdsplads.
Julian føler både at han selv og hans arbejdsplads er med til at gøre en positiv forskel i verden.
- Før jeg startede på UCL havde jeg et arbejde på et fabrik. Det var et hårdt arbejde med mange tunge løft. Så når jeg kigger på den robot, som jeg er med til at udvikle, så tænker jeg, at den robot kan gøre en stor forskel rent helbredsmæssigt for mange mennesker og hjælpe med at fremme effektiviteten i produktionen hos virksomhederne.
Derfor passer det også Julian fint, at han og kollegerne løbende får input fra kunderne, der giver feedback på hvilke features, der fungerer og hvad der kan optimeres. Det er faktisk helt afgørende, mener Julian.
- Det er fedt at arbejde på den måde, fordi der er ikke noget værre end at udvikle noget i løbet af nogle måneder, som ingen så bruger. Det giver noget formål og det er noget jeg sætter højt i mit arbejde.
- Det er vigtigt, at vi løser noget med det, vi koder. Det er alfa og omega.
Praktikforløb blev startskuddet
Julian startede i Universal Robots tilbage i januar, hvor han igennem sit netværk hørte om muligheden for at komme i praktiktik i robotvirksomheden.
På det tidspunkt gik han på bacheloruddannelsen i softwareudvikling på UCL og havde forinden færdiggjort en erhvervsakademiuddannelse som datamatiker.
- Jeg kendte godt UR, inden jeg startede der, men det var jo ikke min profil. Det er jo kun robotingeniører, der kommer derud, tænkte jeg.
Tilfældigvis deltog Julian i et arrangement med Technology Denmark, hvor Universal Robots skulle holde et oplæg, og her hørte han nogle af sine kommende kolleger holde et oplæg om mange af de samme teknologier, han lærte om på sit studie på UCL.
- Jeg tænkte, at der var et fagligt overlap. Og det var vigtigt for mig, at jeg ikke var på bar bund rent fagligt, så jeg besluttede at søge om at komme i praktik derude.
Første ikke-ingeniør
Julian blev dermed den første ikke-ingeniør, der kom i praktik hos UR. Han følte, at han havde fået en stor mulighed og var var indstillet på at sparke røv fra dag ét.
- Min leder spurgte, hvordan de skulle behandle mig som praktikant, og jeg sagde, at jeg ville behandles som en fuldtidsansat under min praktikperiode. Jeg var med i diskussionerne og fik ret hurtigt noget af min egen kode med i produktionen.
Praktikopholdet gik så godt, at Julians leder trak ham til side en måned før hans sidste dag og spurgte om han var interesseret i et fast job.
Og Julian var ikke i tvivl om, at hans fremtid lå hos Universal Robots.
Godt i gang med det nye job
I dag er Julian kommet godt i gang med sit nye job, hvor han har en travl og spændende hverdag.
- Jeg cykler på arbejde hver dag og starter dagen med at catche op på nyheder inden for programmering. Herefter har vi et morgenmøde kl. 9, hvor vi gør status over, hvad vi lavede i går, hvad vi skal igennem i dag og hvilke udfordringer, der er. Så er der frokost og så arbejder vi videre med vores kode om eftermiddagen.
På Universal Robots arbejder Julian som en del af et team, hvor han sparrer og deler erfaringer med andre programmører. Og det passer ham godt at arbejde på den måde, som han også kender fra sin uddannelsen.
- Resultaterne bliver 100 procent bedre, når man arbejder sammen om opgaverne. Man kan diskutere sig frem til de rigtige løsninger i teamet og argumentere for, hvorfor man har gjort, som man har gjort, fortæller Julian.'
Læs mere om uddannelserne til datamatiker og softwareudvikling.