Sådan går du til eksamen på efteruddannelse
Har du oplevet, at din nervøsitet har taget over ved en eksamen, og at klappen er gået ned? Her får du tre gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem eksamen.
Tre gode råd: Sådan går du til eksamen på en efteruddannelse
Når du begynder på en efteruddannelse, er det måske længe siden, du sidst var til en eksamen. Eksamen er noget, mange er nervøse for, og det er helt naturligt. På efteruddannelserne har I som deltagere forskellige uddannelsesbaggrunde, og ofte vil spørgsmålet om man nu er dygtig nok til at klare en eksamen melde sig. Og her er svaret ja. På efteruddannelserne bliver der taget meget hensyn til, at eksamen skal være overskuelig, og nervøsiteten findes der heldigvis råd for.
Frants Christensen er beskikket censor inden for det erhvervsøkonomiske og statskundskabs censorkorps, og har en mangeårig baggrund som underviser. Derfor ved han også, hvordan du får mest muligt ud af din eksamen.
Få nogle gode indlæringsrutiner
Hvordan du forbereder dig til din eksamen, kommer an på, om den er skriftlig eller mundtlig.
- Hvis det er en mundtlig eksamen, kan du med fordel skrive ti stikord, som du kan snakke ud fra. Øv dig to gange foran spejlet, og husk at tage tid på, om du overholder det antal minutter, som du må tale i. Derudover er det vigtigt at få sovet ordentligt natten før, så du kan slappe af ved eksamen, siger Frants Christensen.
Generelt er det vigtigt, at du reflekterer over, hvad du har læst og skrevet om til både selve eksamen, men også inden eksamen. Undervisere og censorer vil meget gerne høre nogle refleksioner over det stof, du har læst. Det kan være kritik af teorier, men det kan også være refleksioner over dit skriftlige oplæg og din egen læring.
Få styr på nervøsiteten
Det er helt normalt at være nervøs inden en eksamen. Men tager din nervøsitet ofte over, når du går til eksamen, så kan det hjælpe at undersøge, hvad der udløser netop din nervøsitet.
- Det kan være, du er bange for selve eksamenssituationen eller resultatet af eksamen, siger Frants Christensen.
Du skal forsøge at tage hensyn til det, der fremkalder nervøsiteten. Her kan du for eksempel tage en snak med din underviser om, hvad der gør dig nervøs, og lave nogle aftaler om, hvad der kan gøres, hvis nervøsiteten tager over til eksamen.
Ifølge Videnskab.dk hjælper det også at skrive angsten væk. Hvis du skriver om din eksamensangst inden eksamen, viser du færre tegn på nervøsitet og angst til eksamen.
Dine nye kompetencer er vigtigere end din karakter
Når du går op til eksamen, så får du en karakter. Den er kun baseret på din præstation til eksamen og eventuelt et skriftligt oplæg – det er mange gange et lotteri. Det, du skal fokusere på, er, hvad du har opnået igennem studierne op til eksamen – det er der ingen, der kan tage fra dig, påpeger han.
Hvis du er nervøs for eksamen, kan det hjælpe at sige til dig selv, hvad der kan gå galt, og hvad en karakter betyder for dig. Du må endelig ikke skubbe nervøsiteten væk – du skal meget hellere forsøge at bearbejde den. Og en måde er altså at overbevise sig selv om, at selve eksamenskarakteren ikke er det vigtigste, siger han.
Vil du have flere gode råd til eksamen, kan du købe Eksamensbogen af Jørgen Rossini og Frants Christensen i Academic Books, Campusvej 55, 5230 Odense M.
Har du brug for sparring?
Hvis du ønsker vejledning og/eller sparring vedr. at gå til eksamen, så sidder vores karriere- og studievejledere Henrik Pabst klar til at hjælpe dig. Book et uforpligtende møde med Henrik.