Introduktion: Lær om de eksekutive funktioner på 4 minutter
De eksekutive funktioner udfolder sig, når vi skal i gang med nye eller komplekse handlinger. Ikke mindst hos børn og unge mennesker med diagnoser kan de eksekutive funktioner have brug for støtte.
Specialist i neuropsykologi Anne Vibeke Fleischer fortæller her om de eksekutive funktioner og giver dig ideer til, hvordan du kan understøtte disse funktioner hos udfordrede børn og unge.
Fra idé til handling og vurdering
Anne Vibeke Fleischer har gennem 30 år arbejdet med børn og unge, der har diagnoser, erhvervede hjerneskader eller udviklingsforstyrrelser – og med børn og unge uden diagnoser, der har en adfærd, som kan være udfordrende for dem selv og deres omgivelser.
Det komplicerede neurologiske apparat, som de eksekutive funktioner er, forklarer den erfarne psykolog med et dagligdagseksempel fra børnehaven:
Børnehavebarnet Carl får en idé – Han vil gerne lege med Sofie i sandkassen. Han laver en plan og udforsker muligheden, inden han udfører planen ved at spørge Sofie, om de skal lege. Carl vurderer derefter forløbet, uanset om Sofie svarede ja eller nej.
De eksekutive funktioner er ikke kun begrænsede til børnenes verden, siger Anne Vibeke, som understreger, at funktionerne udføres uanset alder, når der er tale om nye aktiviteter, problemløsning eller kreative aktiviteter.
Et teaterstykke på din indre scene
Centralt i de eksekutive funktioner er forestillingsevnen. Anne Vibeke Fleischer beskriver det som vores indre scene, hvor vi forestiller os ting og afprøver handlinger, inden vi udfører dem i praksis.
Hvis du kører ind i min nye bil og ødelægger den, kunne jeg få en idé om, at nu skal jeg også ødelægge din bil. Men i stedet går jeg ind på min indre scene og opfører en form for teaterstykke, hvor jeg forestiller mig forskellige handlemuligheder. Jeg finder frem til en løsning og spørger dig om, hvor du er forsikret, så vi kan lave en forsikringssag.
Men hos børn og unge samt hos mennesker med diagnosen ADHD kan den indre scene og evnen til at danne forestillinger være underudviklet. Den manglende forestillingsevne resulterer derfor ofte i udadreagerende adfærd, der tolkes som uhensigtsmæssig eller dårlig impulskontrol.
Børn, der opfattes som initiativløse, sprogfattige eller sågar dovne, kan også have problemer med manglende forestillingsevner. Derfor er det vigtigt, at vi som fagpersoner hjælper og opstiller forskellige handlemuligheder i samarbejde med barnet.
Sådan hjælper vi ”sprogfattige” børn
Hvad lavede du den 7. januar? Det kan være svært at huske, men hvis jeg fortæller dig, at der i din kalender står ’Tandlæge’ og ’Besøg moster på plejehjemmet’, så sætter det indre billeder i gang hos dig. På samme måde kan de tilsyneladende sprogfattige børn have brug for hjælp, forklarer Anne Vibeke.
Hvis vi spørger barnet om, hvad en seng er, og barnet svarer, at den er til at sove i, og du efterfølgende spørger, om barnet kan sige mere, hvortil barnet siger nej, så opstår der let misforståelser, hvis vi mistolker barnet som sprogfattigt.
Hypotesen fra de eksekutive funktioner fortæller os i stedet, at barnet ikke kan finde på mere, fordi han ikke kan danne billeder på sin indre scene. Men med de rigtige spørgsmål, kan vi hjælpe barnet ind på scenen med en ny forudsætning for at forestille sig billeder af senge.
Vi kan fx spørge til, hvordan barnets seng ser ud, om barnet sover alene i sengen, eller om han har prøvet andre senge og lignende spørgsmål. På den måde opbygger vi billeder for barnet, som nemmere kan svare på de konkrete spørgsmål. Barnet er derfor ikke sprogfattigt, men forestillingsfattigt med behov for hjælp til at fremkalde sig mentale forestillinger og billeder.
Sådan tackler vi initiativløshed
De eksekutive funktioner arbejder ikke kun, når vi skal løse problemer. Vi bruger dem også, når vi skal finde på ting og aktiviteter. Her skabes forestillinger på vores indre scene, hvorefter vi vælger, hvad vi kan og vil gøre.
Børn med nedsat forestillingsevne fremstår ofte som dovne, fordi de ikke gider at lave noget, ikke ved, hvad de skal lave, eller fordi de altid laver de samme ting. Men vi hjælper ikke barnet, hvis vi siger, at det skal tænke sig om. Barnet kan ikke danne de indre forestillingsbilleder og kan derfor ikke komme i tanke om noget.
I stedet foreslår Anne Vibeke, at vi tager barnet med hen og kigger på legetøjet. Så hjælper vi barnet med at danne ydre billeder, som kan sætte barnets forestillingsevner i gang.
