VR-teknologi rykker ind i undervisningen på UCL’s sygeplejerskeuddannelse

Fremover skal UCL’s sygeplejerskestuderende i højere grad kunne træne vigtige sygeplejefærdigheder ved hjælp af VR-teknologi. Det er ambitionen med et nyt samarbejde mellem UCL og health tech-virksomheden VR Trainer.

Dato: 21.02.2024 - Forfatter: Carsten Pico

VR Trainer_4.jpg

En virtuel træningsbane hvor man kan øve 59 forskellige procedurer, som sygeplejersker bruger.

Det er, hvad UCL’s sygeplejerskestuderende får adgang til, efter UCL har indgået en aftale med health tech-virksomheden VR Trainer.

- Med VR Trainer kan de studerende øve forskellige procedurer igen og igen, inden de skal i praktik og står over for patienter, siger Mads Thorup Langelund, chefkonsulent i enheden for udvikling hos UCL’s sundhedsuddannelser.

I første omgang bliver VR Trainer inkluderet som en del af et undervisningsforløb på sygeplejerskeuddannelsens 5. semester.

- Går det godt, så er målet, at teknologien skal integreres i flere forløb på flere sundhedsuddannelser, og at VR Trainer også bliver mere tilgængeligt for de studerende at tilgå uden for undervisningen, siger Mads Thorup Langelund.

Gode erfaringer med VR Trainer på sygeplejerskeuddannelsen

VR Trainer_2.jpg

Studerende på Sygeplejerskeuddannelsen i Odense haft et undervisningsforløb, hvor VR Trainer er inkluderet. Og tilbagemeldinger fra de studerende har været positive.

Underviser på UCL’s sygeplejerskeuddannelse Rosa Heralvsdottir Jensen, der står for den undervisning, der inkluderer VR Trainer, ser også et godt potentiale i den nye teknologi.

- Det kan være svært at huske, hvordan man for eksempel skal lægge en sonde på en patient, hvis man kun har læst om det, siger Rosa Heralvsdottir Jensen.

- VR-teknologien visualiserer procedurerne og guider mundtligt de studerende i, hvad de skal gøre. På den lange bane kan det være med til at gøre dem mere sikre og trygge i forhold til den fremgangsmåde, de skal følge, når de skal i praktik og her lære håndelaget som studerende og senere om sygeplejerske, siger hun.

Studerende får adgang til VR Trainer døgnet rundt

VR Trainer_3.jpg

Virksomheden bag VR Trainer har allerede et godt samarbejde med afdelingen for Medicinske Mavetarmsygdomme på Odense Universitet. Og den forventer også, at samarbejdet med UCL vil give gode resultater.

- Vi er glade for samarbejdet med UCL, som er frontløber i Danmark i forhold til at satse på VR-teknologi i undervisningen på sundhedsuddannelser, siger Christian Nørrelund, der er medstifter af VR Trainer.

- Der findes ikke meget viden i Danmark om, hvordan VR-teknologi effektivt spiller sammen med den eksisterende undervisning. Det skal vi blive klogere på sammen med UCL’s undervisere i den kommende år, siger han.

- Jeg håber, at VR Trainer bliver så grundigt implementeret i undervisningen på UCL, at det bliver naturligt for de studerende at tage kufferten med udstyret med sig og også øve uden for undervisningen, siger Christian Nørrelund.

Det er dog væsentligt, at VR Trainer ikke kommer til at stå alene, når sygeplejerskestuderende skal afprøve praktiske færdigheder i løbet af deres uddannelse. Det skal være et supplement til den øvrige simulationstræning, der er på uddannelsen.