1. juni 2018 af Carsten Pico

UCL-studerende vandt deres kategori ved DM i Entreprenørskab

En gruppe på 4 studerende fra UCL vandt kategorien Lifetech ved DM i Entreprenørskab. Med sejren fulgte en præmie på 25.000 kr.

De studerende, som er med til DM i Entreprenørskab, er fagligt dygtige og brænder samtidig for at gøre en forskel.

Endnu en gang fik en gruppe studerende fra UCL en god oplevelse, da de torsdag 31. maj deltog ved en idékonkurrence.

Gruppen på 4 studerende står bag produktet Trapu. Det er en pude til fiksering af traumepatienter, der har brug for at blive lejret på spineboard efter fx et biluheld eller et rideuheld, hvor der er risiko for brud på nakke eller ryg.

Denne gang fik de studerende succes ved DM i Entreprenørskab. Her vandt de i kategorien LifeTech. For den præstation kunne de indkassere 25.000 kr.

Med kategorisejren gik de videre til en finale, hvor en gruppe studerende fra Erhvervsakademi Aarhus løb med den endelig sejr.

UCL’s studerende havde kvalificeret sig til DM-finalen via en regionsfinale tidligere på foråret, og i november vandt de også deres kategori, da de deltog i konkurrencen Danish Entrepreneurship Award.

Lærke Hansen, Sigrid Amdi, Christina Kofod og Christina Schwennesen vandt deres kategori Lifetech ved DM i Entreprenørskab, der blev afholdt på Børsen i København.

Stor ros til studerende fra DM-arrangør

Ved konkurrencer som DM ser vi virkelig, hvor ambitiøse og dedikerede de studerende er.

Det flotte resultat ved DM i Entreprenørskab skal ses i lyset af, at finalisterne er studerende fra korte- og mellemlange videregående uddannelser fra hele landet.

Der var da også efter finalen stor ros til finalisterne – og altså også til UCL’s 4 seje finaledeltagere Lærke Hansen fra fysioterapeutuddannelsen, Christina Schwennesen fra bioanalytikeruddannelsen samt Sigrid Amdi og Christina Kofod fra ergoterapeutuddannelsen.

– De studerende, som er med til DM i Entreprenørskab, er fagligt dygtige og brænder samtidig for at gøre en forskel, siger Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab, som står bag DM i Entreprenørskab.

– De udvikler innovative løsninger på aktuelle samfundsudfordringer, og ved konkurrencer som DM ser vi virkelig, hvor ambitiøse og dedikerede de studerende er. Det tegner godt for dansk iværksætteri, siger han.

Sygehus gav positiv tilbagemelding på test

De 4 innovative UCL-studerende er allerede godt i gang med at få afprøvet deres produkt ude i virkeligheden.

Svendborg Sygehus har testet produktet, og tilbagemeldingerne har været positive.

Gruppen har også kontaktet Odense Universitetshospital, ambulanceselskabet Ambulance Syd og ES-vagt, der laver redningsopgaver på havet mhp at teste Trapu-puden.

×
Vi er fusioneret med Erhvervsakademiet Lillebælt
Hvorfor fusionerer vi?
Der opstår konstant nye muligheder og dilemmaer i en verden i forandring. Muligheder vi gerne vil være en del af, og dilemmaer vi på tværs af fagligheder skal være med til at løse.
Målet med fusionen til UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole er at styrke uddannelsen af medarbejdere til fremtidens arbejdsmarked.
Ny hjemmeside
på vej
Vi er fusioneret med Erhvervsakademiet Lillebælt
×

Send til en ven

Modtageradresse, dit navn og din emailadresse skal som minimum være udfyldt.
Beskeden er sendt.