27. juni 2018 af Anna Ingemann Thrane Sørensen

Pædagoger bliver gjort til leder-kandidater

Med et Før-lederkursus har BUPL Fyn og UCL med succes kørt nye pædagoger i stilling til kommende lederjobs.

Pædagoger skal have lyst til at blive ledere

Om få år står landets dagtilbud, skoler og fritidsordninger med en kæmpe ledelsesmæssig udfordring. Mange nuværende ledere går på pension, og alt for få pædagoger går med lederdrømme.

Det har BUPL Fyn og UCL nu gjort noget ved med et Før-lederkursus for pædagoger. 12 pædagoger fra Fyn har gennem fem intense kursusdage fået viden om, hvad det vil sige at være leder samt fået ledelsesteorier og -værktøjer.

– Kurset er et meget vigtigt første led i, at vi får vakt pædagogers lyst til at blive ledere. Mange kommuner står med en enorm udfordring om få år i manglen på ledere, siger Anne Apollo, faglig konsulent BUPL Fyn.

Før-lederkursus skal vække pædagogers lyst til at blive ledere. (Modelfoto)

Bekræftet i, at jeg vil være leder

Af de 12 pædagoger, som har deltaget i Før-lederkurset er 11 blevet bekræftet i, at de har lyst til at gå ledervejen, mens en af deltagerne fandt ud af, at han ikke skulle være leder. Den afklaring er et andet vigtigt udkomme af forløbet.

Du får troen på, at du virkelig kanEn af dem, som har fået styrket lysten til at blive leder, er Jeanette Juul Hansen, læringsmiljøpædagog i Odense Kommune.

– Kurset har været en inspirerende teoretisk appetitvækker på det at arbejde med ledelse. Jeg er blevet bekræftet i, at jeg på sigt vil gå efter en lederstilling, siger hun.

Drømmen har fået et rygstød

Søren Møller, pædagogfaglig leder i Område Vest, Faaborg-Midtfyn Kommune har lige siden barnsben gået med en lederdrøm i maven. Hans områdeleder anbefalede ham at springe med på Før-lederkurset.

– Mit store mål er at blive leder, og det er jeg kun blevet bestyrket i, siger Søren Møller og kommer med en opfordring til andre pædagoger:

– Mange pædagoger har en tendens til at tænke, at de ikke kan magte ledelse. På kurset er det blevet tydeligt, at det ikke er noget, man skal være bange for. Du får troen på, at du virkelig kan og nogle ledelsesværktøjer, som er meget brugbare.

Kontakt
Fakta om Før-lederkursus

Før-lederkurset

  • er for pædagoger med en ambition om måske at blive leder
  • omfatter 5 kursusdage.

Deltagere får

  • viden om ledelse på det pædagogfaglige område
  • viden om, hvordan man bedst muligt håndterer komplekse ledelsesopgaver
  • mulighed for at afprøve sig selv som leder.

Kurset tilbydes i samarbejde mellem BUPL Fyn og UCL.

×

Send til en ven

Modtageradresse, dit navn og din emailadresse skal som minimum være udfyldt.
Beskeden er sendt.