5. februar 2018 af Anna Sandal

Nyt Åben skole-projekt i Håndværk og design åbner udstilling i Odense

Fra torsdag d. 22. februar og frem til den 4. marts indtager 18 Håndværk og design-klasser fra Odense Kommunes skoler en større del af Kunstbygningen Filosoffen i Odense.

Projekt med afsæt i godt håndværk og gode ideer

Håndværk og designlærere og cirka 380 elever fra 18 forskellige klasser på 9 af Odense Kommunes skoler har tilmeldt sig et nyt Åben skole-projekt. Eleverne deltager skolevis i konkurrencen, hvor der både er lavet individuelle og fælles produkter til udstillingen.

I projektet har eleverne lagt vægt både på designprocessen, håndværket og den gode idé, og dette afspejles i udstillingens mangfoldighed af materialer, metoder og teknikker.

Undervejs er skolerne blevet inspireret og vejledt af projektmager Rachel Zachariassen fra UCL, som underviser på læreruddannelsen og videreuddannelse i Håndværk og design samt i billedkunst.

Folkeskolen handler ikke kun om det boglige. Faget Håndværk og design giver eleverne mulighed for at udfolde sig kreativt (modelfoto).

Respons fra et erfarent og kompetent panel

De tre erfarne og kompetente responsgivere, Heidi Okton (industriel designer), Ove Eskildsen (lektor UCL) og Peter Rasmussen (Projektleder Fonden for Entreprenørskab) udtaler sig om elevernes produkter og procesmateriale og kårer to vinderprojekter.

Panelet kårer en vinder for 4. og 5. klasserne og en vinder for 6. klasserne samt valghold.

De heldige klasser vinder en oplevelse.

Udstillingen vækker stof til eftertanke

Gæster til udstillingen skal være klar til at tolke på de udstillede produkter og procesmateriale. Eleverne har nemlig gjort sig mange tanker og fortolket på emnet ”Beklædning & accessories – at søge identitet” på forskellig vis. Alle er blevet opfordret til at arbejde innovativt og tænke ud af boksen.

Udstillingen åbnes officielt torsdag d. 22. februar kl. 9, men allerede fra kl. 8.45 vil der være levende musik, og Smag for Livet vil servere drikke til alle de deltagende klasser, lærere og andre gæster, der er med til at åbne udstillingen.

Projektet er finansieret af Odense Kommune, University College Lillebælt og Fonden for Entreprenørskab. Der er gratis entré til udstillingerne i Kunstbygningen Filosoffen.

Kontakt
×

Send til en ven

Modtageradresse, dit navn og din emailadresse skal som minimum være udfyldt.
Beskeden er sendt.