4. juni 2018 af Carsten Pico

Bioanalytikeruddannelsen får lov at uddanne flere bioanalytikere

Bioanalytikeruddannelsen i Odense kan i fremtiden optage 35 procent flere studerende pr. år. Jobmulighederne ser lyse ud de kommende år.

Vi har på OUH i flere år haft svært ved at rekruttere de bioanalytikere, vi har brug for.

Drømmer du om at gøre en forskel for mennesker? Og drømmer du om at arbejde med alt fra blodprøver til bakteriedyrkning, skanninger og hjertekardiogrammer, så er fremtidsudsigterne lyse.

Bioanalytikeruddannelsen i Odense har nemlig fået lov til at optage 50 studerende om året mod hidtil 37. Og fremtidsudsigterne ser gode ud for de, der uddanner sig til bioanalytiker.

– Vi har på OUH i flere år haft svært ved at rekruttere de bioanalytikere, vi har brug for, siger Helle Weimar-Sørensen, ledende bioanalytiker på Afdeling for Klinisk Biokemi og Farmakologi på OUH.

– Gennemsnitsalderen blandt bioanalytikere er høj på alle laboratorier på OUH. Derfor vil der være mange bioanalytikere, der går på pension de kommende år, tilføjer Helle Weimar-Sørensen.

Hendes afdeling har 150 bioanalytikere ansat, men også andre afdelinger på OUH samt fx lægehuse og den kommunale sektor beskæftiger bioanalytikere.

Bioanalytikeruddannelsen i Odense må fremover optage 50 studerende hvert år mod tidligere 37.

Flere studerende styrker bioanalytikeruddannelsen

Med den øgede dimensionering får vi mulighed for at investere… Vores medarbejdere bliver også hurtigere specialister.

Hos Bioanalytikeruddannelsen i Odense forventer man, at det vil styrke den i forvejen populære uddannelse, at man fremover må optage 35 procent flere studerende.

– Vi har et godt ry og scorer højt på alle måltal. Med den øgede dimensionering får vi mulighed for at investere. Det kunne fx være i nye it-løsninger, siger Marianne Gellert, uddannelseschef på Bioanalytikeruddannelsen.

Hun fremhæver også, at det bliver en fordel for de studerende, at uddannelsen fremover har studiestart både sommer og vinter ift i dag, hvor der kun er studiestart i september.

– Vi undgår, at studerende skal vente for længe på at komme i gang, hvis de fx har holdt pause pga. barsel, siger Marianne Gellert.

– Vores medarbejdere bliver også hurtigere specialister. Når vi får studiestart 2 gange om året, kommer underviserne oftere til at undervise inden for deres områder, siger uddannelseschefen.

Gode jobmuligheder for fremtidens bioanalytikere

Med det ansøgerfelt vi plejer at have, vil vi stadig få kompetente og uddannelsesparate studerende ind på uddannelsen, selvom vi øger optaget.

I dag arbejder hovedparten af de uddannede bioanalytikere på sygehusene. Fremtiden vil formentlig byde på en endnu bredere pallette af jobmuligheder.

– Udviklingen går i retning af, at lægehuse, sundhedshuse og primærsektoren i det hele taget får flere opgaver. Jo mere der flytter derud, desto mere vil der blive behov for kvalitetssikring. Det vil øge behovet for bioanalytikere, siger Helle Weimar-Sørensen.

Hos Bioanalytikeruddannelsen i Odense er man overbevist om, at man kan levere de bioanalytikere, OUH og andre arbejdsgivere har brug for.

– Med det ansøgerfelt vi plejer at have, vil vi stadig få kompetente og uddannelsesparate studerende ind på uddannelsen, selvom vi øger optaget. Så fremtiden tegner lys for uddannelsen, siger Marianne Gellert.

Fakta om bioanalytikeruddannelsen

Længde: 3 ½ år

Sted: Odense

Praktik: 12 måneder

Start: September og februar

SU: Ja

Ansøgningsfrist:

Kvote 2: 15.marts

Kvote 1: 5. juli

Læs mere om bioanalytikeruddannelsen.

×
Vi er fusioneret med Erhvervsakademiet Lillebælt
Hvorfor fusionerer vi?
Der opstår konstant nye muligheder og dilemmaer i en verden i forandring. Muligheder vi gerne vil være en del af, og dilemmaer vi på tværs af fagligheder skal være med til at løse.
Målet med fusionen til UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole er at styrke uddannelsen af medarbejdere til fremtidens arbejdsmarked.
Ny hjemmeside
på vej
Vi er fusioneret med Erhvervsakademiet Lillebælt
×

Send til en ven

Modtageradresse, dit navn og din emailadresse skal som minimum være udfyldt.
Beskeden er sendt.