Sygeplejerskeuddannelsen

Hospitalsdirektør, professor og virksomhedsejer roser studerende

Der er stor anerkendelse til 8 studerende for deres idé til, hvordan man mindsker risikoen for at sprede infektioner som MRSA og ebola.

8 studerende fra UCL og Erhvervsakademiet Lillebælt (EAL) får stor ros for en idé, der kan mindske sandsynligheden for at pårørende og sundhedspersonale til alvorligt syge bliver smittet med bakterier eller virus.

Løsningen er, at sammensætte en overtrækskittel med dobbeltklæbende tape. Tapen giver sundhedspersonalet mulighed for at tage kitlen af på en måde, så de kan undgå at sprede infektioner som fx MRSA og ebola.

Ideen fik de 8 studerende ifm InnoEvent, hvor 500 studerende fra EAL og UCL i en uge arbejdede sammen i grupper på tværs af studieretninger.

Løsningsforslaget fik stor ros fra både hospitalsvæsnet og erhvervslivet. Herunder kan du se nogle af kommentarerne.

Ejeren af Izinga: Produktet har enormt potentiale

Jeg kunne se, at der er et enormt potentiale i produktet.

Den private virksomhed Izinga, der udvikler velfærdsteknologiske løsninger, fandt ideen så god, at den har tegnet en kontrakt med de 8 studerende. Sammen vil de udvikle ideen til en prototype.

– Den skal på markedet både i Danmark, men også i udlandet, siger direktør og ejer af Izinga Jannick Toftegaard Jensen, der i mange år har arbejdet med løsninger indenfor sundhedssektoren.

– Jeg kunne se, at der er et enormt potentiale i produktet, som kan implementeres hurtigt og løser et stort problem. Løsningen er simpel og kan realiseres.

– Derfor tilbød jeg gruppen at indgå et forpligtigende samarbejde, således at de bruger deres uddannelse til at udvikle produktet, og jeg bidrager med min viden og mine kontakter ind i branchen. Når prototypen er klar, skal den testes på Odense Universitetshospital.

OUH’s hospitalsdirektør: Det her kan blive en ny standard

Direktør ved Odense Universitetshospital Kim Brixen så som dommer ved InnoEvent løsningen og var begejstret:

Da jeg så gruppens præsentation, tænkte jeg: Aha det var sørens.

– Da jeg så gruppens præsentation, tænkte jeg: Aha det var sørens. Kan det virkelig gøres så let? Hvorfor har man ikke gjort sådan før, siger Kim Brixen, direktør ved Odense Universitetshospital.

– Naturligvis skal det endelige produkt færdigudvikles. Det er svært at tage en beskyttelsesdragt af, når man har talt med smittefarlige patienter. Ydersiden er kontamineret. Det er farligt. Med denne løsning kan man få tøjet af på en smart måde, byltet sammen til en affaldssæk.

– Med få udviklingstimer er det et overskueligt projekt med allerede opfundne ting og ved at bruge eksisterende delelementer på en ny måde. Det kan blive en ny standard for alle kitler.

Professor og overlæge: Det er en god løsning

Professor og overlæge på Syddansk Universitet og Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Odense Universitetshospital Hans Jørn Kolmos ser også et meget stort potentiale i de studerendes forslag.

Overtrækskitlen er forurenet, og det at tage den af er ikke så simpelt, som man tror.

– Det er en god løsning, fordi overtrækskitlen beskytter mod bakterier og virus, og vi ved, der er problemer med at trække overtrækskitlen af, siger Hans Jørn Kolmos, professor og overlæge på Syddansk Universitet og Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Odense Universitetshospital.

– Overtrækskitlen er forurenet, og det at tage den af er ikke så simpelt, som man tror. Denne løsning folder overtrækskitlen ind i sig selv. Det der var udad før, kommer indad. Indersiden er ikke forurenet, så den forurenede overside pakkes ind i kitlens egen barriere. Det er smart, siger Hans Jørn Kolmos.

Hans Jørn Kolmos mener, at der er potentiale til at udvikle et produkt, som både kan bruges på hospitaler i Danmark og ude i verden i forhold til fx bekæmpelse af ebola.

×

Send til en ven

Modtageradresse, dit navn og din emailadresse skal som minimum være udfyldt.
Beskeden er sendt.