Socialrådgiveruddannelsen

Praktikophold blandt Ungarns hjemløse har givet god ballast

Socialrådgiverstuderende Marianne Møller har arbejdet med hjemløse i Budapest i sin praktik. Det har klædt hende godt på til at arbejde som socialrådgiver.

Marianne Møller har mødt nogle af de mest skæve eksistenser i EU i sin praktiktid i Ungarns hovedstad Budapest.

Det har været lærerigt at møde marginaliserede grupper face to face.

– I min praktik har jeg arbejdet på et herberg for hjemløse. Derudover arbejdede jeg for en privat hjælpeorganisation, hvor vi kørte ud for at hjælpe hjemløse borgere, siger Marianne Møller, der læser til socialrådgiver i Odense.

Hør mere om Marianne Møllers praktikophold i Ungarn, og hvordan arbejdet med hjemløse i Budapest har klædt hende på til at arbejde som socialrådgiver (video, 2.34 min.)

Arbejdet med hjemløse har været grænseoverskridende

– Gennem arbejdet i den private hjælpeorganisation opsøgte vi de hjemløse og mødte dem i telte og barakker, hvor de boede, fortæller Marianne Møller.

– Vi fik en snak med dem og medbragte dåser med mad, tæpper, tøj, rene nåle, og hvad de hjemløse ellers havde brug for, siger hun.

– Det var grænseoverskridende at opleve, at de bogstavelig talt boede sammen med rotterne. Men det har også været lærerigt at møde marginaliserede grupper face to face.

Praktikken i Ungarn har klædt mig fagligt godt på

Mine oplevelser med de hjemløse i Budapest klæder mig godt på til mit kommende arbejde som socialrådgiver.

De fem måneders praktik i Ungarn har klædt Marianne Møller godt på til at arbejde som socialrådgiver, mener hun.

– Jeg kan sætte mig ind i, hvad en hjemløs snakker om, når han fortæller om, hvad det gør ved ham at bo på gaden. Jeg kender lugten af det, siger Marianne Møller.

– Jeg har mødt ham, hvor han bor, når der er fem graders frost. Jeg har set, når der er gået koldbrand i hans ben, og jeg har hjulpet med at skifte bandagen.

– Mine oplevelser med de hjemløse i Budapest klæder mig godt på til mit kommende arbejde som socialrådgiver. Også det arbejde, der foregår bag skrivebordet, siger Marianne Møller.

Udlandsophold

Du har gode muligheder for at komme til udlandet undervejs i din socialrådgiveruddannelse.

 

Du kan komme på 5 måneders praktikophold på 4. semester.

 

Du kan komme på studieophold på en international uddannelsesinstitution.

 

Du har bl.a. også mulighed for at deltage i summer schools, der afholdes på europæiske uddannelsesinstitutioner hvert år.

 

Internationale muligheder.
×

Send til en ven

Modtageradresse, dit navn og din emailadresse skal som minimum være udfyldt.
Beskeden er sendt.