Vurdering af individuelle kompetencer
Individuel kompetencevurdering (IKV) er for dig, der ikke opfylder de fastsatte adgangskrav, men muligvis har andre kompetencer, som gør dig i stand til at læse til radiograf.
Procedurer for radiografuddannelsen, UCL
Hvis du har et andet grundlag for at søge ind på radiografuddannelsen end de fastsatte adgangskrav, kan du søge om at få dette grundlag vurderet. Radiografuddannelsen vil i så fald vurdere, om du har faglige kvalifikationer, som kan sidestilles med adgangskravene.
Dine faglige kvalifikationer skal, ifølge bekendtgørelsen om adgang til erhvervsakademiuddannelser og professionsuddannelser BEK nr. 87 af 07/02/2011, forstås som din samlede viden, færdigheder og kompetencer, uanset, hvor de er erhvervet. Det betyder, at hvis du har tilegnet dig viden og færdigheder på nogle af de følgende områder, har du mulighed for at søge om at få hele din baggrund vurderet i forhold til at kunne optages på uddannelsen:
Du har f.eks. viden og færdigheder
- om et fagligt område eller via faglig uddannelse
- dele af grundlæggende eller videregående uddannelse
- særlig viden og kunnen fra et arbejds-, fritids-, eller foreningsliv
- arbejde og rejser i udlandet – eller andre særlige kvalifikationer
For at komme i betragtning til uddannelsen via en individuel kompetencevurdering skal du udfylde ansøgningsskema fra den koordinerede tilmelding til kvote 2 og sætte kryds i rubrikken “Jeg søger om optagelse med særlig tilladelse”. Hvis din ansøgning er udfyldt rigtigt, og dine oplysninger er tilstrækkeligt dokumenteret, vil vi indkalde dig til et vurderingsforløb efter følgende 2 trin:
Trin 1
Du vil modtage et brev, hvor vi beder dig gå ind på www.minkompetencemappe.dk og udfylde IKV skemaet, og du skal vedlægge dokumentation for alle aktiviteter, arbejdsforhold mv. Ligeledes skal du skrive en begrundelse for dit ønske om at læse til radiograf. Begrundelsen må maksimum fylde en side. På baggrund af dokumentationen for dine kompetencer vurderer vi, om du opfylder kriterierne for at gå videre til et yderligere vurderingsforløb med henblik på optagelse.
Trin 2
Du vil blive indkaldt til en individuel samtale af en times varighed. Du vil få mulighed for at uddybe din ansøgning og den udfyldte kompetencemappe, inkl. begrundelsen for dit ønske om studievalg.
Generelle vurderingskriterier
Vi lægger vægt på dine dansk og naturfaglige færdigheder for at sikre at du er studieegnet til radiografstudiet. Vurderingskriterierne tager udgangspunkt i de kompetencer, som du allerede besidder, når du søger. Det vil blive vurderet, om de kan sidestilles med de formelle adgangskriterier. På baggrund af det samlede forløb vil vi også vurdere, om du vil kunne gennemføre uddannelsen.
Afgørelse
Skolens uddannelseschef og studievejleder vil afgøre om du på grundlag af din ansøgning, kan få godkendt dine faglige kvalifikationer med henblik på optagelse, og du vil umiddelbart efter den individuelle samtale få besked om din IKV er godkendt og din ansøgning dermed vil indgå i kvote 2. Vi gør opmærksom på, at godkendelsen af din IKV kun gælder for radiografuddannelsen i University College Lillebælt.
Får du ikke godkendt din IKV, vil du modtage et afslag, som ikke vil være individuelt begrundet. Afslaget vil være givet på baggrund af en samlet vurdering ud fra de opstillede kriterier, der er beskrevet ovenfor. I brevet vil du blive gjort opmærksom på, hvordan du kan kvalificere dig yderligere til optagelse på radiografuddannelsen. Ved afslag kan der udelukkende klages over retslige spørgsmål.











