Læreruddannelsen

Studietur til England gav inspiration til undervisningen

Inge-Marie Kirkeby fra Læreruddannelsen i Jelling har været på tre måneders studieophold i England. Opholdet har gjort hende klogere på, hvordan hun vil være som lærer.

Udlandsophold har gjort mig mere bevidst om min lærerrolle

22-årige Inge-Marie Kirkeby skiftede i tre måneder Læreruddannelsen i Jelling ud med et studieophold på et universitet i England. Studieopholdet var både oplevelses- og lærerigt.

Mit studieophold i England har lært mig en masse om mig selv som person.

Hun fik blandt andet et indblik i et skolesystem, hvor der er meget fokus på test og testresultater, og hvor alternativ undervisning ikke fylder så meget som i Danmark.

– Jeg tror ikke, det er godt at have så meget fokus på test, siger Inge-Marie Kirkeby, der til daglig arbejder som lærervikar ved siden af studiet.

– Mit studieophold i England har lært mig en masse om mig selv som person og om, hvordan jeg vil være som lærer. Jeg er også kommet tættere på, hvordan jeg i hvert fald ikke vil være som lærer, siger hun.

Store kontraster mellem danske og engelske studerende

I England fulgte Inge-Marie Kirkeby to kursusforløb. Det ene handlede om læringsteori. Det andet havde blandt andet fokus på, hvordan det engelske skolesystem er bygget op.

– Vi havde nogle fantastiske undervisere. De syntes, det var superfedt, at vi var med i undervisningen, fordi vi havde en helt anden tilgang til skoleverdenen, end de engelske studerende, siger Inge-Marie Kirkeby, der var af sted med en veninde.

– Det var interessant at opleve, at de engelske studerende ikke stillede spørgsmålstegn ved den skolegang, de har oplevet, siger hun.

– De stillede ikke spørgsmålstegn ved måden, de lærte på. De mente heller ikke, at man kan lære gennem leg, sådan som vi gør i Danmark.

Inge-Marie boede hos en engelsk familie

Det var ikke kun gennem studiet, at Inge-Marie Kirkeby fik et indblik i den engelske kultur.

– Jeg boede privat hos en engelsk familie. De var fantastisk søde og hjælpsomme, og det var en stor oplevelse at bo ved en privat værtsfamilie. På den måde kom jeg tæt på lokalbefolkningen, fortæller Inge-Marie Kirkeby, der også var på mange ture i lokalområdet.

– Jeg kan kun anbefale folk at tage til udlandet i forbindelse med studiet. Det er nu, man har chancen for at gøre det.

– Der er dage, hvor man savner venner, familie og kæreste, men det er virkelig nogle fede måneder, fortæller den unge lærerstuderende, der overvejer at arbejde som lærer i USA eller England i nogle år, når hun er færdig med læreruddannelsen.

Udlandsophold

Du har gode muligheder for at komme til udlandet undervejs i din læreruddannelse.

Du kan komme i praktik på en skole.

Du kan også komme på et studieophold ved en europæisk uddannelsesinstitution.

Du har også mulighed for at komme på kurser i udlandet af kortere eller længere varighed.

Internationale muligheder.


Anne fik opfyldt drømmen om at undervise i Sydafrika

Et praktikophold i Sydafrika har givet Anne Sørensen endnu mere lyst til at forfølge drømmen om at undervise i landet.



Praktikken i Nepal har gjort os til stærkere lærere

De to lærerstuderende Carina B. Hansen og Maria Lyth har været på et lærerigt praktikophold i Nepal. Læs deres blog om turen.

×

Send til en ven

Modtageradresse, dit navn og din emailadresse skal som minimum være udfyldt.
Beskeden er sendt.