Læreruddannelsen

Mentorordningen for lærerstuderende i Jelling

Lærerstuderende fra Jelling er med til undervisning på skoler stort set fra dag et på uddannelsen, hvor alle får tildelt en uddannet lærer som mentor.

De studerende på Læreruddannelsen i Jelling bliver hurtigere klædt på til at tage ansvar for at undervise. Det er erfaringerne, efter Læreruddannelsen i Jelling indførte en mentorordning.

De studerende er blevet mere klar til at komme i praktik, efter vi indførte mentorordningen.

Mentorordningen betyder, at alle studerende med jævne mellemrum er med til undervisningen på en skole, hvor de også har en mentor, der hjælper med råd og vejledning.

– De studerende er blevet mere klar til at komme i praktik, efter vi indførte mentorordningen. De er mere fortrolige med at møde en skoleklasse, siger Anna-Marie Hansen, der er underviser på Læreruddannelsen i Jelling.

De studerende mener også, at mentorordningen klæder dem bedre på til praktikken og mødet med skoleklasser (se video, 2.40 min.).

Mentorordningen giver plads til at lave forsøg

De studerende er tilknyttet en fast skole, som de følger sideløbende med undervisningen på Læreruddannelsen i Jelling. I løbet af det første studieår har de fem forløb bygget op over fem temaer, og to gange i hvert forløb er de studerende ude på mentorskolen.

– Det, der adskiller mentorordningen fra de almindelige praktikforløb, er, at i praktikken skal man undervise. I mentorordningen er det mere frit, hvad der skal foregå, og det giver frimodighed til at eksperimentere lidt mere, siger Anna-Marie Hansen.

– De fleste studerende kommer til at undervise på mentorskolen det første år. Nogle af dem underviser en hel lektion næsten hver gang, mens andre har mindre forløb, siger hun.

Mentorordningen giver gode muligheder for tidligt i uddannelsen at iagttage og reflektere over, hvordan man sikrer en god undervisning. Det er en stor styrke, mener både undervisere og studerende (se video, 2.29).

Mentorordningen giver undervisningen i Jelling et løft

Ditte Poulsen og Henriette Hansen er to af de studerende, der har været med i mentorordningen det sidste halvandet år. Sammen med tre andre studerende er de tilknyttet Skolen i Midten i Hornsyld, og de har haft stort udbytte af ordningen.

– Hvis der er noget jeg er usikker på, spørger jeg vores mentor Line. Det kan for eksempel være, hvordan hun tilgodeser mangfoldigheden i en klasse og inklusion, som er nogle store begreber, vi jonglerer med på uddannelsen. Hun er god til at give praktiske eksempler på, hvordan man gør, for at det virker, siger Henriette Hansen.

– Vi kan sparre med hende, og hun giver os feedback på både vores ideer og undervisning, siger Ditte Poulsen.

Mentorordningen er også med til at løfte niveauet af den undervisning, der foregår på Læreruddannelsen i Jelling, fordi de studerende kan udveksle erfaringer fra den ”virkelige” verden (se video, 1.39 min).



4 lærerstuderende fortæller om Læreruddannelsen i Jelling

I 8 videoer med studerende fra Læreruddannelsen i Jelling fortæller de bl.a., hvorfor de valgte læreruddannelsen.



Dyrk sport, musik og andre sociale ting med dine studiekammerater

På lærer- og pædagoguddannelsen i Jelling er der mange sociale tilbud til de studerende, når undervisningsdagen slutter.



Tidligere studerende har altid Jelling med i bagagen

Musicals, stort engagement og mit livs kærlighed. Tre tidligere studerende har mange gode minder fra Jelling.

×

Send til en ven

Modtageradresse, dit navn og din emailadresse skal som minimum være udfyldt.
Beskeden er sendt.