Lærer - karriere i og uden for folkeskolen
Langt de fleste læreruddannede begynder med et lærerjob i folkeskolen, på fri- og efterskoler eller på privatskoler, men karrieremulighederne er mange.
Lærerjobbet er udfordrende og varieret. Som lærer varetager du planlægning, gennemførelse og vurdering af undervisning, hvilket kræver gode samarbejdsevner, overblik og handlekompetence.
I lærerjobbet er der også mange muligheder for at involvere sig i andre arbejdsopgaver end lige netop undervisning, f.eks. rådsarbejde og faglige eller pædagogiske udviklingsopgaver.
Mød Knud Erik Knudsen, der er lærer på Provstegårdskolen i Odense, og hør om begejstringen og udfordringen ved at være lærer i folkeskolen og glæden ved at møde tidligere elever.
Sandra Halskov er folkeskolelærer på Højmeskolen i Odense. Hun underviser de yngste elever på skolen, og det har vist sig at være endnu bedre, end hun havde forventet, da hun fulgte drømmen og gik i gang med læreruddannelsen.
Karriere inden for skoleverdenen
Inden for skoleverdenen kan man ud over undervisning gå i en pædagogfaglig retning og blive vejleder for kolleger, pædagogisk konsulent ved det kommunale skolevæsen eller ved Center for Undervisningsmidler.
Du kan også stile mod en lederkarriere i skoleverdenen, som for eksempel Nanna Lohman, der er souschef på en folkeskole.
Andre jobmuligheder med en læreruddannelse
Læreruddannelsen kan også bruges til andet end undervisning. Det er en alsidig uddannelse med et højt fagligt indhold, hvor du lærer at tage ansvar og organisere din egen arbejdsdag. Disse kvaliteter efterspørges i det private erhvervsliv. Mange læreruddannede bruger uddannelsen som et springbræt til at arbejde i andre professioner.
Læreruddannelsen giver bl.a. gode kort på hånden, hvis du ønsker at arbejde med:
- Formidling, kommunikation eller reklame
- Ledelse i fx sociale organisationer, i kreative virksomheder eller lignende
- HR
- Planlægning af events af forskellig art
Gode muligheder for videreuddannelse
Med en læreruddannelse får du blandt andet adgang til diplomuddannelser og masteruddannelser på danske og udenlandske universiteter.

