Ergoterapeutuddannelsen

Studiepraktikken gjorde mit valg af uddannelse lettere

Studiepraktikken gav mig lyst til at begynde på Ergoterapeutuddannelsen i Odense, siger Maiken Dinsen. To år efter sin studiepraktik søgte hun ind på uddannelsen.

– Du får et reelt billede af, hvordan det er at være studerende på uddannelsen, siger Maiken Dinsen om at være i studiepraktik.

I 3 dage var hun i studiepraktik på Ergoterapeutuddannelsen i Odense, da hun gik i 3. G på Sønderborg Statsskole.

– Jeg havde en idé om, at jeg gerne ville arbejde med mennesker inden for sundhedsvæsnet. Men jeg vidste ikke, hvad det skulle være for en uddannelse.

– Jeg søgte om at komme i studiepraktik på ergoterapeutuddannelsen for at få et bedre indblik i, hvordan uddannelsen var, og hvad det krævede at være studerende der.

Maiken Dinsen_ergoterapeutuddannelsen

Jeg søgte om at komme i studiepraktik på ergoterapeutuddannelsen for at få et bedre indblik i, hvordan uddannelsen var, og hvad det krævede at være studerende der, siger Maiken Dinsen.

Studiepraktikken gav et godt indblik i uddannelsen

Studiepraktikken gav både gode muligheder for at opleve undervisning, snakke med studerende på uddannelsen og høre om, hvad ergoterapeuter arbejder med.

Jeg oplevede, hvordan studiemiljøet, kulturen og underviserne på uddannelsen var. Det gav mig lyst til at blive en del af ergoterapeutuddannelsen.

– Jeg fik lov at følge en klasse sammen med andre studiepraktikanter. Vi oplevede både praktisk og teoretisk undervisning. Jeg var med til et undervisningsforløb, hvor de studerende skulle hjælpe en patient med at genoptræne sit håndled. Jeg var også med til undervisning i anatomi og videnskabsteori, siger Maiken Dinsen.

– Jeg oplevede, hvordan studiemiljøet, kulturen og underviserne på uddannelsen var. Det gav mig lyst til at blive en del af ergoterapeutuddannelsen, og det påvirkede mig positivt i forhold til mit uddannelsesvalg.

Studiepraktikken var med til at give mig afklaring

Studiepraktikken var med til at afklare Maiken Dinsen i forhold til hendes valg af uddannelse. Men det var kun en del af hendes afklaring.

– Efter studiepraktikken var jeg stadig i tvivl om, hvordan jeg ville have det med at skulle arbejde med mennesker, forklarer Maiken Dinsen.

– Derfor tog jeg et sabbatår efter gymnasiet, hvor jeg arbejdede i hjemmeplejen. Det bekræftede mig i, at jeg gerne ville arbejde med mennesker. Derefter søgte jeg ind på Ergoterapeutuddannelsen i Odense, siger Maiken Dinsen, der nu har læst til ergoterapeut i 1½ år.

– For mig var det godt at komme i studiepraktik. Og det tror jeg, det vil være for de fleste, der overvejer at søge ind på en uddannelse. Uanset om man er meget eller lidt afklaret i forhold til, hvilken uddannelse man vil søge ind på.

Studiepraktik på ergoterapeutuddannelsen

Studiepraktikken afholdes over 3 dage i uge 43.

 

Studiepraktik er din mulighed for over 3 dage at teste, om en bestemt uddannelse er noget for dig, før du søger ind.

 

Studiepraktik ergoterapeutuddannelsen.

 

Studiepraktik hos UCL (9 uddannelser i Odense, Vejle, Svendborg og Jelling).

×

Send til en ven

Modtageradresse, dit navn og din emailadresse skal som minimum være udfyldt.
Beskeden er sendt.