Ergoterapeutuddannelsen

10 ugers praktikophold i Barcelona blev et lærerigt eventyr

Et praktikophold i Barcelona gav et stort fagligt, personligt og sprogligt udbytte. Det fortæller de to ergoterapeutstuderende Tine Bernd Jensen og Ida Mathisen Hansen.

– Praktikken i Spanien har givet os gode muligheder for at reflektere over vores rolle som ergoterapeut, siger Tine Bernd Jensen og Ida Mathisen Hansen fra Ergoterapeutuddannelsen i Odense.

De to ergoterapeutstuderende har været i praktik i Barcelona i 10 uger. Tine Bernd Jensen var på et privat hospital for neurologisk rehabilitering. Ida Mathisen Hansen var i praktik i psykiatrien og på et hospital med flere, store afdelinger.

– De store kulturelle forskelle mellem Danmark og Spanien gjorde os mere bevidste om vores egne holdninger i forhold til at udføre faget, siger de to studerende.

Det faglige fyldte meget, da Tine Bernd Jensen og Ida Mathisen Hansen var i praktik i Barcelona. Men der blev også tid til at opleve byens kultur- og natteliv.

Det faglige fyldte meget, da Tine Bernd Jensen og Ida Mathisen Hansen var i praktik i Barcelona. Men der blev også tid til at opleve byens kultur- og natteliv.

Udlandspraktik giver indsigt i nye arbejdsmetoder

Mine oplevelser i Barcelona har givet mig erfaringer, jeg kan trække på som ergoterapeut fremover.

De to danske studerende blev i høj grad en del af dagligdagen på deres spanske arbejdspladser. Ida Mathisen Hansen deltog i udflugter og gruppeaktiviteter, mens hun arbejdede i psykiatrien. Hun fik også lov at arbejde selvstændigt med en patient på et dagcenter.

– Jeg fulgte både en kvindelig ergoterapeut og to mandlige på tre forskellige afdelinger på det hospital, hvor jeg var i praktik. Det var enormt interessant at opleve forskellige måder at arbejde på, siger Ida Mathisen Hansen.

– Ergoterapeuter i Spanien har en anden tilgang til patienter og bruger andre undersøgelsesmetoder, end vi gør i Danmark. Mine oplevelser i Barcelona har givet mig erfaringer, jeg kan trække på som ergoterapeut fremover, siger hun.

Udlandspraktik er en faglig og personlig udfordring

De 10 ugers praktik i Barcelona var en stor oplevelse for de to danske studerende.

– Det er en udfordring at være væk hjemmefra i så lang tid. Både sprogligt, fagligt og personligt. Jeg fik vist, at jeg kunne klare udfordringerne, og det gav mig selvtillid. Særligt i forhold til mine faglige kompetencer, siger Tine Bernd Jensen.

– Men praktikken i Spanien gav mig også selvtillid i forhold til at tage en konkret udfordring op, når jeg får den, selvom den måske virker stor i begyndelsen, siger hun.

Rejs ud med ergoterapeutuddannelsen

På ergoterapeutuddannelsen har du gode muligheder for at komme til udlandet i løbet af din studietid.

Du kan vælge at komme i praktik i udlandet, eller du kan tage et teoretisk modul på en udenlandsk uddannelsesinstitution.

Internationale muligheder.

×

Send til en ven

Modtageradresse, dit navn og din emailadresse skal som minimum være udfyldt.
Beskeden er sendt.