Bioanalytikeruddannelsen

Martin drømmer om at arbejde i forskerverdenen

Martin Rudbech Krumborg drømmer om at få ansvar for et forskningslaboratorium. Han afsluttede bioanalytikeruddannelsen med at deltage i et forskningsprojekt på OUH.

Martin Rudbech Krumborg har i løbet af uddannelsen arbejdet på to forskningslaboratorier. Hans afsluttende bacheloropgave var en del af et forskningsprojekt på Odense Universitetshospital, og det samarbejde har kun vakt endnu mere interesse for forskning.

Der er generelt meget udvikling inden for faget, så der er mange spændende muligheder.

– Undervejs fik vi hjælp til praktiske ting af en postdoc, der altså allerede har færdiggjort en ph.d.-grad, og det har udviklet mig meget. Nu har jeg været en del af forskningssammenhænge et par gange, og jeg er sikker på, at jeg vil arbejde inden for forskning, siger Martin Rudbech Krumborg.

– Jeg vil gerne lave forskning for ph.d.-studerende eller andre, der har spændende projekter, og på den måde være med til at udvikle nye undersøgelsesmetoder. Jeg drømmer om at få ansvaret for et laboratorium, men det er nok langt ude i fremtiden, siger den 24-årige studerende.

Hør hvor Martin Rudbech Krumborg valgte bioanalytikeruddannelsen (video, 1.16 min).

Det er dejligt at få medansvar for et forskningsprojekt

I forbindelse med bachelorprojektet stod Martin Rudbech Krumborg og en medstuderende for en del af et forskningsprojekt på Afdelingen for Klinisk Patologi på OUH.

– Vi undersøgte regenerering i muskelvæv og prøvede at finde ud af, om man kan bruge en type undersøgelse, man ikke tidligere har brugt. Vi så primært efter, om der er interaktion mellem to bestemte proteiner, fordi det kan fortælle noget om regenereringen i muskelvævet.

– Vi arbejdede 4 uger i et laboratorium på afdelingen. Det var dejligt at få det ansvar, der fulgte med opgaven. Vi fandt ud af, at metoden virker, og det var en stor tilfredsstillelse. Nu håber vi, at det også kan lade sig gøre økonomisk at tage metoden i brug.

Se Martin Rudbech Krumborg i aktion på OUH’s afdeling for klinisk patologi (video, 2.13 min).

Uddannelsen til bioanalytiker åbner mange muligheder

Bioanalytikeruddannelsen giver mulighed for at komme i praktik flere steder. Det betød, at Martin Rudbech Krumborg allerede som studerende fik et godt indblik i det danske sundhedsvæsen.

Han interesserer sig især for områderne fysiologi og neurologi, og han er så heldig, at han har fået job på Neurofysiologisk laboratorium på OUH.

– Jeg har tidligere arbejdet i et laboratorium, hvor man dyrkede nerve- og hjerneceller. Det var meget fascinerende, og det er et område i rivende udvikling. Men der er generelt meget udvikling inden for faget, så der er mange spændende muligheder, siger han.

Hør Martin Rudbech Krumborgs råd om, hvad du bør overveje, inden du søger ind på bioanalytikeruddannelsen (video, 0.48 min).



Trine overvejer både job i det private og offentlige

Trine Lyberth Christensen ser mange spændende og udfordrende jobmuligheder som bioanalytiker.

Mit liv som bioanalytiker

Charlotte B. Olsen har været vidt omkring som bioanalytiker. Hun har arbejdet i Afrika, på sygehus i Danmark og som underviser.

×

Send til en ven

Modtageradresse, dit navn og din emailadresse skal som minimum være udfyldt.
Beskeden er sendt.