30. oktober 2017 af Carsten Pico

UCL-studerende får stor ros af toppolitikere

En gruppe UCL-studerende kæmper for at få flere unge til at stemme ved kommunalvalget. De gør et fantastisk arbejde, mener Odenses toppolitikere.

2 måneders hårdt arbejde kulminerer for 8 UCL-studerende med et klart mål onsdag 1. november. De vil ruske op i de unge, som ellers traditionelt ikke får stemt i særlig stor stil ved kommunalvalg.

Det er et helt fantastisk initiativ, de unge har taget.

Derfor har de stablet 2 valgdebatter på benene. En med de 2 klareste kandidater til at blive Odenses næste borgmester samt 8 andre spidskandidater. Og en anden debat med noget så utraditionelt som en stand up-komiker som vært.

– Det er virkelig et stærkt signal de her unge mennesker sender. Min erfaring er, at jo mere de unge engagerer sig i politik, desto mere smitter det af på andre unge, siger Peter Rahbæk Juel, Socialdemokratiets nuværende borgmester.

Venstres borgmesterkandidat i Odense Jane Jegind er helt enig.

– Det er så afgørende vigtigt, at vi alle bruger vores stemme til et valg. Derfor er det et helt fantastisk initiativ, de unge har taget, siger Jane Jegind.

8 studerende fra Administrationsbacheloruddannelsen har brugt deres fritid i 2 måneder på at arrangere de 2 valgdebatter 1. november på UCL Campus Odense.

De unges stemmer kan påvirke Odenses kulturliv

Som ung er der mange gode grunde til at stemme ved et kommunalvalg, mener de 2 topkandidater til posten som kommende borgmester i Odense.

– Vi kommunalpolitikere har stor indflydelse på mange ting, der vedkommer unges hverdag, siger Jane Jegind.

Jeg glæder mig til en engageret debat, der gerne skal give flere lyst til at stemme ved kommunalvalget.

– Vi er med til at afgøre, om kommunen skal støtte Tinderbox eller festivalen Karrusel. Vi er for eksempel også med til at beslutte, hvor mange penge der bliver brugt på cykelstier, busser eller almennyttige ungdomsboliger, siger hun.

– Noget af det fascinerende ved kommunalpolitik er, at vælgerne kan komme tæt på politikerne, selvom vi bor i en relativt stor by, siger Peter Rahbæk Juel.

– Derfor glæder jeg mig til en engageret debat, der gerne skal give flere lyst til at stemme ved kommunalvalget, siger han.

Unge kan inspirere politikerne til nye ideer

Valgdebatten er ikke bare politikernes mulighed for at komme til orde. Det er i lige så høj grad vælgernes mulighed for at påvirke de folkevalgte politikere.

Det er vigtigt, at vi som politikere både lytter til de, der har faglig indsigt og til dem, der skal bruge løsningerne.

– Som politiker kan man godt få en firkantet oplevelse af, hvordan verden ser ud. Så selvom jeg med mine 40 år er en forholdsvis ung borgmester, er det vigtigt også at komme ud og lytte til de unge, siger Peter Rahbæk Juel.

– Det seneste år har jeg været til mange dialogmøder med unge på fx uddannelsesinstitutioner. Det har givet mange gode input. Både i forhold til de unges ønsker til Odense som by og kommunen som arbejdsplads, siger han.

Samme opfattelse har Jane Jegind, der derfor også glæder sig meget til onsdagens valgdebat.

– Det er vigtigt, at vi som politikere både lytter til de, der har faglig indsigt og til dem, der skal bruge løsningerne. Jeg håber og tror på, at de unge mennesker vil stille spørgsmål og gøre os klogere på, hvordan vores by skal se ud i fremtiden, siger Jane Jegind.

Program for valgdebat på UCL Campus Odense

1. november er der 2 valgdebatter på UCL Campus Odense.

Kl. 12.30-14.30 – 1. debat: Spidskandidaterne debatterer indenfor temaerne: Børn og unge, arbejdsmarked og socialpolitik.

Ordstyrer: Peter Hagmund, Fyens Stiftstidende.

I debatten deltager:

  • Peter Rahbæk Juel, Socialdemokratiet
  • Jane Jegind, Venstre
  • Susanne Crawley, Radikale Venstre
  • Brian Skov Nielsen, Enhedslisten
  • Christel Gall, Dansk Folkeparti
  • Brian Dybro, SF
  • Tony Vest, Liberal Alliance
  • Mette Rahbek, Alternativet
  • Søren Windell, Konservative
  • Anders S. Iversen, Nye Borgerlige

Kl. 14.30-16.00 – 2. debat: Ungdomskandidaterne debatterer indenfor temaerne: Studiebyen Odense, Infrastruktur og Fremtidens Odense for nyuddannede.

Ordstyrer: Anders Stjernholm, komiker og politiker.

I debatten deltager:

  • Hjalte Daniel Hansen, DSU
  • Kristian Guldfeldt, KU
  • Christoffer Lilleholt, VU
  • Mette Rahbek, AU
  • Anne Skau Styrishave, RU
  • Christian Vedel, SFU
  • Mathilda Printzlau-Paulsen, SUF
  • Gustav Aakerlund Jensen, LAU
×

Send til en ven

Modtageradresse, dit navn og din emailadresse skal som minimum være udfyldt.
Beskeden er sendt.