Om UCL

Campusbyggeri i tal og fakta

Der er blevet arbejdet hårdt på at omdanne det tidligere teknikum på Niels Bohrs Allé til et lyst og tidssvarende UCL Campus Odense med et indbydende miljø for studerende og ansatte.

Campusbyggeriet omfatter:

  • Nedbrydning og miljøsanering
  • Renovering, ombygning og nyindretning af 33.250 m2, der skal bruges til undervisning, administration og kantine
  • Ombygning og istandsættelse af et kælderareal på 12.800 m2
  • Anlægs- og gartnerarbejde til anlæg af p-pladser og nyindretning af gårdarealer og uderum
  • Ekstra etage på 3 undervisningsfløje, i alt 3.250 m2
  • Opførelse af en helt ny 1-plans bygning på 600 m2  til radiografisk professionslaboratorium

dsc6245-ucl-juni-2016

UCL Campus Odense – tidstypisk og tidssvarende

I 1966 slog det daværende Odense Universitet dørene op til en nybygget uddannelsesinstitution og et et tidstypisk byggeri.

50 år senere er bygningerne blevet gennemrenoveret af CUBO Arkitekter, så de afspejler en nutidig tolkning af arkitektur og materialer – med respekt for de kvaliteter, som bygningerne rummer. Arkitekternes valg sikrer, at bygningerne har et godt indeklima, god akustik, fleksible arealer samt lyse og aktive gangforløb.

Allerede i 60’erne blev der iværksat tiltag for at hente dagslys ind i gangene. Nu er trådglasvinduer og eternitfyldninger fjernet helt og erstattet af klart glas. Der er indsat store glaspartier fra undervisningsrummene til gangarealerne. De oprindelige støbeasfaltgulve er bevaret.

Udearealerne trækkes visuelt ind i bygningen gennem indretningen af de nære haverum.

Kunstnerisk udsmykning

Den kunstneriske udsmykning består af både nyt og velkendt for at sikre et sammenhængende udtryk på UCL Campus Odense gennem UCL’s egne værker og nye udsmykninger.

Opgaven er løst af kunstneren Malene Bach, der i sit arbejde har fokuseret på at gøre de brede gangarealer dynamiske og livlige. Trappeforløb og kantine er malet og farvesat, så kunstprojektet på denne måde sikrer helhed på tværs af bygningerne.

dsc6160-ucl-juni-2016

Kunstprojektets hovedgreb er en lang modulvæg, der er monteret på en ene side af det lange gangforløb i både sydfløj og nordfløj. Modulerne gør væggen dynamisk og gør det muligt for brugerne skiftevis at vise og skjule de værker fra UCL’s eksisterende samling, der hænger på væggen.

Endvidere har Malene Bach skabt et vartegn til UCL Campus Odense, som er placeret ved indkørslen til campus fra Niels Bohrs Allé. Malene Bach har desuden deltaget i arbejdet med at udvælge og arrangere den eksisterende kunst fra de studiesteder, der er flyttet med til UCL Campus Odense.

×

Send til en ven

Modtageradresse, dit navn og din emailadresse skal som minimum være udfyldt.
Beskeden er sendt.