3. marts 2017 af Anna Sandal

Odense Musikskole og folkeskoler i nyt samspil

UCL bidrager over de kommende år til udviklingen af det musikalske læringsmiljø i Odense.

Børn og unges musikalitet skal blomstre og bringes til nye højder i Odense. Et samarbejde mellem Odense Musikskole og de 35 folkeskoler bliver nu stærkere.

Odense Kommune har hentet 2,6 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden, som skal gå målrettet til videreuddannelse til musiklærere og pædagoger på Odense-skolerne samt til lærere på Odense Musikskole.

-ucl-laereruddannelsen-jelling-januar-2016

Lærere i folkeskolen og lærere i musikskolen får ny viden til brug i musikundervisningen.

– Det unikke er, at vi skaber fælles kompetenceudvikling for musikskolen og musiklærere og pædagoger på skolerne. Dermed får vi bragt deres forskellige kompetencer i endnu tættere samspil, siger Anette Lauridsen, UCL.

Nye læringsformer

University College Lillebælt er udpeget til at stå for kompetenceudviklingen. Her glæder man sig til den spændende ramme, hvor to institutioner – musikskolen og folkeskolerne – og flere faggrupper bringes sammen. De får ny fælles viden.

– Det bliver både en indføring i den nyeste musikteori og didaktiske værktøjer målrettet musikundervisningen, siger Anette Lauridsen og fortsætter:

Det unikke er, at vi skaber fælles kompetenceudvikling for musikskolen og musiklærere og pædagoger på skolerne.

– Vi håber, at forløbet giver musiklærerne en masse brugbar viden til at lede den musikalske udfoldelse i et inkluderende læringsmiljø.

Kompetenceudvikling på skolerne

Meget af videreuddannelsen kommer til at foregå ude på skolerne, hvor musikskolens lærere og folkeskolelærerne kommer på hold sammen. De skal afprøve nye læringsformer i praksis, der vil blive observeret, evalueret og videreudviklet.

– Med den form for aktionslæring, hvor lærere og pædagoger løbende giver hinanden feedback – og vi fra UCL gennemfører didaktiske samtaler og vejleder – bliver den nye viden implementeret, fremhæver Anette Lauridsen.

Læs mere om kompetenceudviklingen til musiklærerne i Odense Kommune på kommunens hjemmeside eller i projektbeskrivelsen.

Kontakt
×

Send til en ven

Modtageradresse, dit navn og din emailadresse skal som minimum være udfyldt.
Beskeden er sendt.