31. august 2017 af Carsten Pico

Lærerstuderende fra UCL gør det sjovere at lære

Læreruddannelsen i Jelling har i denne uge startet et nyt specialiseringsmodul, som er udviklet i samarbejde med Børnenes Hovedstad.

26 studerende fra Læreruddannelsen i Jelling er med på et helt nyt specialiseringsmodul, der begyndte i denne uge.

Modulet er udviklet sammen med Børnenes Hovedstad, der er et samarbejde mellem LEGO Fonden og Billund Kommune.

Det nye specialiseringsmodul løber over hele dette skoleår og er baseret på Børnenes Hovedstads børnejournalistuddannelse og andre projekter.

I fokus er den legende tilgang til læring. De studerende kommer til at kigge på nye læringsformer og måder at skabe læring på i ligeværdigt samspil mellem børn og voksne. Dette stiller nogle helt anderledes krav til lærerens, pædagogens og lederens rolle end traditionel undervisning, og det kommer modulet til at gå i dybden med.

Læreruddannelsen i Jelling har udviklet et nyt specialiseringsmodul for sine studerende, der er baseret på Børnenes Hovedstads børnejournalistuddannelse og andre projekter

Lærerstuderende har store forventninger til det nye initiativ

Undervisningen vil blive suppleret af oplæg fra Børnenes Hovedstads projekthold, og der vil være mulighed for at være med i læringsaktiviteter i Billund Kommune de kommende måneder.

Det første hold på 26 studerende har store forventninger.

– Som flere af de studerende udtrykte det den første time, glæder de sig til at blive klogere på, hvordan man arbejder med kreativitet i undervisningen, hvordan man kan gøre skoledagen sjovere og motivere eleverne ved at tage dem med i beslutninger om deres egen læring, siger Charlotte Sahl-Madsen, CEO i Børnenes Hovedstad.

Børnenes Hovedstad er glade for samarbejdet

Charlotte Sahl-Madsen ser frem til et spændende samarbejde med de 26 lærerstuderende.

– I Børnenes Hovedstad har vi en ambition om, at børn lærer gennem leg og er skabende verdensborgere, siger Charlotte Sahl-Madsen.

– Vi er rigtig glade for, at UCL og fremtidens lærere har lyst til at gøre vores vision til en del af deres hverdag, og vi ser meget frem til at dykke ned i samarbejdet og lære af de studerendes input, siger hun.

×

Send til en ven

Modtageradresse, dit navn og din emailadresse skal som minimum være udfyldt.
Beskeden er sendt.