4. januar 2017 af Dennis Teilmann Maigaard

International undersøgelse: Danske børn bevæger sig for lidt

Fysisk aktivitet hos børn og unge i 38 lande er blevet kortlagt af forskningsinstitutioner verden over. UCL og FIIBL har leveret de danske resultater.

Netværket Active Healthy Kids har sat sig for at levere regelmæssige og sammenlignelige målinger af de involverede landes fysiske aktivitetsniveau hos børn og unge.

De danske resultater er indhentet og præsenteret i et bredt samarbejde mellem University College Lillebælt og SDU i regi af forskningscenteret FIIBL samt DGI, Danmarks Idrætsforbund, Dansk Skoleidræt, Region Syddanmark, VIA og Metropol.

Tæt på dumpekarakter for danske børn og unge

Trods flotte karakterer på en række af rapportens ni indikatorer får Danmark karakteren D+ på en skala fra A til F. Danske børn og unge må dermed se sig slået af samme grupper fra lande som Slovenien (A-), New Zealand (B-) og Zimbabwe (C+).

Undersøgelsen har trukket på tilgængeligt dat a på området og viser blandt andet, at mindre end en femtedel af danske børn mellem 11-15 år opfylder de nationale anbefalinger om 60 minutters fysisk aktivitet om dagen. En del af forklaringen er et højt niveau af stilsiddende aktivitet i fritiden.

Ét af rapportens lyspunkter set med danske briller er indikatoren vedrørende landenes organiserede idræt. Her ryger Danmark helt til tops blandt de 38 deltagende lande. Mere end 80 procent af 7-15-årige deltager jævnligt i organiseret idræt, hvilket glæder de to store idrætsorganisationer DGI og DIF.

– Det er glædeligt at blive bekræftet i, at det stærke foreningsliv i Danmark er løftestang for danske børn og unges fysiske aktivitetsniveau. Målet er nu som altid at få endnu flere med, og her spiller forældrene en vigtig rolle, udtaler Annette Vilhelmsen, hovedbestyrelsesmedlem i DGI. Niels Nygaard, formand for DIF, supplerer,

– Vi ved, at de sociale fællesskaber i foreningsidrætten er med til at fastholde børn og unge i de sunde vaner. Derfor er et velfungerende foreningsliv afgørende for et langt og aktivt liv. Undersøgelsen viser sammenhæng mellem forældres foreningsdeltagelse og børns fysiske aktivitet efter skoletid. Det understreger forældrenes rolle i at aktivere børnene i idrætten

Vi kan lære af andre lande

Når Danmark i undersøgelsen får baghjul af Slovenien, så skyldes det blandt andet, at slovenske skoleelever gennemsnitligt har mere end 70 minutters fysisk aktivitet i løbet af en skoledag. Netop skolen er en afgørende arena, når det gælder bevægelse i børnenes dagligdag, bekræfter generalsekretær i Dansk Skoleidræt, Niels Grinderslev.

– Rapporten understreger den vigtige rolle, som skolen har, i forhold til at sikre, at alle børn – også dem fra mindre ressourcestærk familier – er fysisk aktive. Med reformen har Danmark fået en fremragende ramme til at skabe mere bevægelse i børnenes hverdag, og i Dansk Skoleidræt hjælper vi allerede skolerne med at udfylde den, siger han.

Lisbeth Runge Larsen, ph.d. og adjunkt ved University College Lillebælt samt centerkoordinator for Forsknings- og innovationscenter for Idræt, Bevægelse og Læring (FIIBL), har været projektleder på den danske del af undersøgelsen. Hun ser stort potentiale i det videre internationale samarbejde,

– Den internationale sammenligning kan udgøre et kompas for, hvordan vi med inspiration fra andre lande kan sætte ind og sikre vores børn og unge en hverdag med masser af bevægelse, udtaler hun og fortsætter,

– Danmark råder over et stærkt foreningsliv, gode faciliteter og fra nationalt hold en række solide initiativer, når det kommer til at sætte børn og unge i bevægelse. Rapporten understreger dog vigtigheden af, at initiativerne følges helt til dørs – for vi kan se, at initiativerne ikke er slået igennem på individniveau, afslutter hun.

Få overblik over de internationale resultater i undersøgelsen Global Matrix 2.0.

Kontakt
×

Send til en ven

Modtageradresse, dit navn og din emailadresse skal som minimum være udfyldt.
Beskeden er sendt.