11. oktober 2017 af Dennis Teilmann Maigaard

Fusion mellem UCL og EAL samler 11.000 studerende og 41 uddannelser

Bestyrelserne ved EAL og UCL har stemt ja til en fusion mellem de to uddannelsesinstitutioner. Dermed får Region Syddanmark en ny stor spiller på uddannelsesområdet.

Uddannelser til fremtiden

Bestyrelsesformænd og rektorer for de to uddannelsesinstitutioner satte gang i fusionsprocessen med en forventning om, at en fusion mellem EAL og UCL vil sikre institutionerne det bedste afsæt for at levere uddannelser til fremtiden.

Det er derfor med stor glæde, at de to bestyrelsesformænd Poul Erik Madsen (UCL) og Peter Zinck (EAL) har kunnet konstatere, at der er opbakning til fusionen i de to bestyrelser:

– Ved at samle kræfter og kompetencer skaber vi de bedste betingelser for at fastholde og udvikle udbuddet af praksisnære uddannelser i vores område, og samtidig ruster vi de studerende til samarbejde på tværs af fag. Nu og i fremtiden handler det om at opbygge sin faglighed og samtidig evne at sætte den i spil på tværs af sektorer og brancher, og det kan vi gøre bedre sammen end hver for sig, fortæller en glad Poul Erik Madsen.

Bestyrelsesformand for EAL, Peter Zinck, supplerer,

– Den teknologiske udvikling vil sætte helt nye rammer for arbejdsmarkedet og vores måde at drive uddannelse på, og her vil en samlet institution bedre kunne løfte de teknologiske muligheder og de udfordringer, vi står over for, både fagligt og uddannelsesmæssigt. Samtidig bliver det en styrke, at vi i en fusioneret institution, i tæt samarbejde med omverdenen, vil uddanne til både den offentlige og den private sektor.

Ministergodkendelse i 2018

Før en fusion er en realitet skal den først godkendes af Forsknings- og Uddannelsesministeren på baggrund af en omfattende sammenlægningsredegørelse.

Arbejdet med at udarbejde denne redegørelse påbegyndes med det samme, og den endelig godkendelse af fusionen forventes at ske sommeren 2018.

Indtil da fortsætter EAL og UCL som to selvstændige institutioner, og hverken nuværende eller kommende studerende vil opleve ændringer frem mod en endelig fusion.

Du kan læse mere om fusionen på den fælles hjemmeside fusionsnyt.dk, der igennem de sidste seks måneder har kommunikeret processen.

×

Send til en ven

Modtageradresse, dit navn og din emailadresse skal som minimum være udfyldt.
Beskeden er sendt.