15. juni 2017 af Bo Teglskov Kristensen

Dansk GeoGebra-mesterskab nu for alle elever

Start det nye skoleår med at lade eleverne arbejde kreativt med matematikken – nu for alle klassetrin.

Inden længe er sommerferien over os, og lige efter ferien skydes dette års GeoGebra-mesterskab i gang.  I år er konkurrencen udvidet til alle grundskolens afdelinger, og igen i år vil der være fokus på det kreative og skabende.

Klasserne skal lave produkter, der vil blive bedømt af forskellige fagfolk i regionerne.

Da konkurrencen i år udvidet til alle afdelinger af grundskolen, vil der være forskellige udfordringer til de forskellige afdelinger.

Se materialet til dette års Geogebra-mesterskab 

Deadline og klassestørrelse

Deadline for aflevering er skolernes motionsdag fredag op til efterårsferien og i år er der sat en max klassestørrelse på 28 elever.

De endelige kriterier for konkurrencen offentliggøres 30. juni,  men disse funktionaliteter skal inddrages:

  • Indskoling: Konstruktion og matematiske flytninger
  • Mellemtrin: Animationer
  • Udskoling: Skydere og knapper

Læs om sidste års konkurrence og kig i inspirationsmaterialet til eleverne.

Kreativ, æstetisk og skabende matematik

Konkurrencen går på tværs af de senere års tendens til, at it i matematik handler om reproduktion og træning af klassiske færdigheder inden for afgrænsede områder af faget.

Formålet med konkurrencen er at inspirere til at arbejde kreativt, æstetisk og skabende med en åben opgave med mange løsninger – og med GeoGebra som værktøj.

I forhold til Fælles Mål arbejder eleverne med de matematiske kompetencer samtidig med, at flere af stofområderne kommer i spil. Tværgående temaer som ‘It og medier og ‘Innovation og entreprenørskab’ er indtænkt i konkurrencen.

Arrangører

Dansk GeoGebra-mesterskab bliver arrangeret i et samarbejde mellem det Danske GeoGebra institut og Danmarks matematiklærerforening.

×

Send til en ven

Modtageradresse, dit navn og din emailadresse skal som minimum være udfyldt.
Beskeden er sendt.