21. april 2017 af Lars Clausen

Alfabettastatur og Digital Junglebane - workshop og udstilling 18. maj 2017

Digital Junglebane og alfabettastaturet er 2 af de seneste års banebrydede nye læremidler med en ny didaktisk tilgang til undervisning. Se vores udstilling og deltag i workshoppen, hvor ‘opfinderne’ giver dig mulighed for hands-on og indblik i tankerne bag læremidlerne.

Til tasterne i junglen

‘Til tasterne i junglen’ kunne være en overskrift for dette arrangement, der giver dig chancen for at få et førstehåndskendskab til 2 nyere didaktiske værktøjer, der kan gøre en forskel i din undervisning.

Der er tilmelding til præsentationerne, mens udstillingen naturligvis er åben for enhver fra kl. 08.00.

Det er gratis at deltage.

Tid og sted

Torsdag 18. maj 2017 på UCL Campus Vejle.

Udstillingerne er åbne fra kl. 08. Tag alfabet-tastaturet og den digitale junglebane i øjesyn. Prøv produkterne og få en snak om din egen undervisning. Kombinér eventuelt med et kig i CFU’s store samling af læremidler.

Kl. 13-16 præsenteres Digital Junglebane og Alfabet-tastaturet inklusiv de nye digitale udgaver til tablet og mobiltelefon.

Dagens fulde program med tilmelding til præsentationerne kl. 13-15

Til præsentationerne har vi plads til 48 deltagere efter først-til-mølle.

Program og tilmelding til læremiddelpræsentationerne senest 10. maj 2017.

Alfabettastaturet gør skriveprocessen lettere

Har du nogensinde tænkt over, at når du trykker på ‘B’ på dit tastatur, så kommer der et ‘b’ op på skærmen? Et helt andet tegn. Det giver ingen mening for de uindviede.

Forskellen på bogstaver med stort eller lille kan være en hindring for indlæring. Det tænkte John Christensen over, og så opfandt han alfabettastaturet. Her er begge tegn repræsenteret på tasten, og vokaler er røde, konsonanter er blå.

I workshoppen demonstrerer John Christensen sit alfabettastatur, der nu også fås som app til smartphone og tablet. Ud over børn og unge, kan ordblinde, tosprogede og børn med adhd også have god gavn af at lære at skrive med alfabettastaturet.

I 2011 modtog han Den Europæiske Sprogpris for sin opfindelse, der indtil videre har fået cirka 700 skoler og institutioner herhjemme til at investere i alfabettastaturet.

It, leg og bevægelse

Martin Lindved står bag den digitale junglebane, en prisvindende didaktisk og pædagogisk model til implementering af it, leg og bevægelse i skolen.

Den digitale junglebane er en netværks- og læringsapp som kan hjælpe lærere og pædagoger med at kombinere it og bevægelse med skolens øvrige undervisningsmaterialer.

App’en understøtter det 21. århundredes læringskompetencer. Den er udviklet med støtte fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, Finansministeriet og Kommunernes Landsforening.

Se junglebanen i samspil med alfabettastaturet

I workshoppen demonstrerer Martin Lindved bl.a. hvordan et redskab som alfabettastaturet kan bruges, når det i undervisningssituationen bliver koblet sammen med den digitale junglebane.

Vi giver dig mulighed for at komme i direkte dialog med de 2 udviklere og kolleger der som du, er optaget af at bruge nye pædagogiske og didaktiske værktøjer og metoder i hverdagens undervisning.

Når du går hjem, vil du kunne lave dine egne digitale junglebaner og få oplevelsen af en anderledes undervisning med fokus på bevægelse, leg og implementeringen af it.

Alfabettastaturet.

Digital Junglebane.

Kursussekretærer i Vejle
×

Send til en ven

Modtageradresse, dit navn og din emailadresse skal som minimum være udfyldt.
Beskeden er sendt.