UCL igangsætter projekt Life Science HUB Fyn med støtte fra Novo Nordisk Fonden

Projektet skal afdække behov og muligheder for at understøtte det voksende life science økosystem på Fyn med relevante uddannelser, kompetenceudvikling samt inkubations- og udviklingslaboratoriefaciliteter. Målet er oprettelsen af en Life Science Hub Fyn, via tættere samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner, virksomheder og offentlige myndigheder.

Dato: 06.05.2024 - Forfatter: Peter Lagoni Garbøl

Life Science HUB Fyn er arbejdstitlen på det forprojekt, som Novo Nordisk Fonden netop har støttet. UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole er projektleder med afsæt i sin vifte af tekniske og sundhedsfaglige uddannelses- og vidensaktiviteter – med det formål at bidrage til at understøtte det life science økosystem, som er under hastig udvikling på Fyn.

Forprojektet gennemføres i løbet af 2024, og formålet er at afsøge mulighederne for at etablere et hovedprojekt med formålet at etablere et egentlig Life Science HUB Fyn.

Life Science HUB Fyn er tænkt som en fysisk lokalitet, men skal også have muligheden for at rumme funktioner, som ikke er stedbundne. Det kan fx være rådgivnings- og uddannelsesaktiviteter eller virksomhedsprojekter, som gennemføres virtuelt eller på andre lokationer.

Ifølge UCL’s rektor, Jens Mejer Pedersen, kan den brede vifte af tekniske og sundhedsfaglige uddannelses- og vidensaktiviteter på UCL være et positivt afsæt.

- Først og fremmest vil jeg takke Novo Nordisk Fonden for at bidrage med økonomiske midler til et forprojekt, som har stort potentiale. UCL kan uden tvivl bidrage til i tæt samarbejde med andre aktører at understøtte det life science økosystem, som er under hastig udvikling på Fyn.

Afsættet for projektet er de nuværende og kommende life science virksomheder på Fyn og deres behov for kompetencer og udviklingsfaciliteter. I projektet indgår erhvervsskolerne EUC Lillebælt, SDE, Svendborg Erhvervsskole, Kold College og AMU Fyn. Derudover indgår Simac og SDU.

Projektet vil desuden omfatte centrale aktører som Life Science Fyn, Odense Kommune, OUH og Syddanske Forskerparker.

Rektor Jens Mejer Pedersen understreger samtidig, at der er erfaringer at lade sig inspirere af fra såvel nationale som internationale life science hubs.

- Der findes allerede tilsvarende miljøer i blandt andet Kalundborg og Dublin, som vi naturligvis vil lade os inspirere af. Vores fokus skal være på at etablere succesrige samarbejdskonstruktioner, hvor uddannelses- og forskningsinstitutioner, virksomheder og kommunale og regionale myndigheder i fællesskab understøtter udvikling af lokale økosystemer, afslutter han.

Forprojektet er netop igangsat, og forventes afsluttet i løbet af efteråret 2024.


For mere information kontakt
Jens Mejer Pedersen, rektor, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole

Mail: jmp@ucl.dk
Tlf.: 30621240