Sosu-assistenter kan nu uddanne sig til sygeplejerske – på fuld løn

UCL har indgået en aftale med Psykiatrien i Region Syddanmark, som betyder, at det bliver muligt for social- og sundhedsassistenter, der er ansat i psykiatrien, at videreuddanne sig til sygeplejerske med fuld løn.

Dato: 03.05.2024 - Forfatter: Carsten Pico

Psykiatrien i Region Syddanmark vil med det nye samarbejde rekruttere flere sygeplejersker i psykiatrien.

For det er meningen, at de studerende på det særligt tilrettelagte uddannelsesforløb holder fast i deres arbejde, når de skifter fra SOSU-assistent til sygeplejerskestuderende og på sigt sygeplejerske.

- Vi er meget glade for dette samarbejde med UCL. Det vil ikke blot hjælpe vores dedikerede social- og sundhedsassistenter med at udvide deres kompetencer, men det vil også give dem mulighed for at avancere i deres karriere inden for psykiatrien, siger sygeplejefaglig direktør, Anne Mette Vind.

Traditionelt set har social- og sundhedsassistenter, der ønskede at blive sygeplejersker, været nødt til at tage uddannelsen på SU. Samarbejdet mellem Psykiatrien i Region Syddanmark og UCL er en håndsrækning til de social- og sundhedsassistenter, som ikke har muligheden for at gå på SU, da de med det nye tilbud kan uddanne sig med fuld løn.

Det er et stærkt og vigtigt initiativ

Uddannelsen er tilrettelagt, så de studerende under studiet fortsat er tilknyttet arbejdspladsen.

De kommende studerende skal igennem et undervisningsforløb, der er specielt tilrettelagt til social- og sundhedsassistenter. Det tager 4,5 år, og i løbet af uddannelsen bliver det muligt for de studerende at kombinere deres praksiserfaring med teoretisk viden og klinisk praksis undervejs.

- Det er et stærkt og vigtigt initiativ, hvor psykiatrien er med til at bane vejen for at flere får muligheden for at uddanne sig til sygeplejerske, siger Kim Bøg-Jensen, direktør for Området for Sundhed på UCL.

- At det sker i et samarbejde, hvor vi kombinerer vores fagligheder og ekspertise gør bare tilbuddet endnu mere værdifuldt. Og jeg håber, at modellen kan inspirere andre fagområder på sundhedsområdet, siger han.

Læs mere om den nye uddannelse

Du kan læse mere om den nye uddannelse Sygeplejerske - merit (deltid) på ucl.dk.

Sygeplejerske - merit (deltid).